Sådan lærer du din hund og kat at enes fra starten af

Forholdet mellem hunde og katte har ikke just ry for at være hjerteligt, men det kan snildt lade sig gøre at have både hund og kat, hvis du sørger for at introducere dem rigtigt.

Hund og kat imellem

Katte og hunde har ry for at være en dårlig kombination, men hvis du allerede har hund eller kat og overvejer at få endnu et kæledyr i hjemmet, skal du ikke lade dig afskrække.

Katte og hunde kan sagtens fungere sammen – det kræver bare, at de bliver vænnet til hinanden på en god måde.

Hold dem adskilt i begyndelsen

Når du bringer en ny hund eller kat ind i dit hjem, er det vigtigt, at du lader dit nye kæledyr vænne sig til omgivelserne i ro og mag. 

Derfor er det en god idé at lade dyrene være adskilt i starten – er det for eksempel en ny kat, kan du lade katten opholde sig i værelse for sig selv med kattebakke, legetøj, kradsetræ, vand, mad osv., så den har rigeligt at tage sig til. Det er vigtigt, at du sørger for at give den masser af opmærksomhed i den periode. 

Er det en ny hund, kan du overveje at lade din kat opholde sig i en separat del af dit hjem og i den periode træne din hund til at være renlig, f.eks. med burtræning, der også vil være med til at holde dyrene hver for sig og mindske stress.

Det kan være en god idé at lade én af dyrenes ting være på det andet dyrs område, f.eks. en seng eller legetøj, så dyrene på den måde vænner sig til den andens lugt uden at skulle mødes endnu.

Læs også: 10 små hunderacer, der er gode til børnefamilier

Et kort første møde

Når du mener, at dyrene er klar til at blive introduceret, kan du lade dem møde hinanden. Det første møde bør dog holdes kort, cirka 10 minutter. Hold hunden i snor, og lad katten bevæge sig frit og komme nærmere hunden, hvis den har lyst. 

Det er vigtigt, at du belønner hunden med godbidder og ros, når den forholder sig roligt over for katten. Hvis du ikke har fuld kontrol over hunden, kan du vælge at holde den i en snudesele, når hund og kat mødes. 

Hvis første møde går fint, kan du gradvist begynde at lade dyrene tilbringe mere tid sammen, og når du føler dig tryg ved situationen, kan du lade hunden gå rundt selv, eventuelt med snoren på, så du hurtigt kan få fat i den, hvis der er brug for det. 

Det er en proces, der kræver tålmodighed – det kan tage både uger og måneder for dyrene at vænne sig til og acceptere hinanden, men det vil gøre det nemmere i det lange løb.

Overvej dit kæledyrs personlighed

Din hund eller kats personlighed er en god indikator for, om de vil komme godt ud af det med endnu et kæledyr i hjemmet. 

Hvis din kat enten har boet sammen med hunde tidligere eller er rolig i nærheden af andre dyr, er det et godt tegn, men hvis den puster sig op, hvæser eller flygter fra andre dyr, er det knapt så positivt. 

Med hunde er det vigtigt at se på, om de kan lege uden at blive aggressive, da det tegner godt, hvis du også gerne vil have en kat. En mere aggressiv hund, der kan finde på at knurre og er svær at styre, vil sandsynligvis være knapt så godt selskab for en kat.

Læs også: Her er de 10 mest populære katteracer

Opsyn er vigtigt

Hvis du ikke har mulighed for at holde dyrene under opsyn, er det bedst at holde dem adskilt, indtil du er sikker på, at de ikke er til fare for hinanden.

Den sikreste måde at holde dem adskilt er at holde hunden i bur, hvis du har burtrænet den, da hunde ellers kan hoppe over eller forsøge at slippe igennem sikkerhedsgitre. 

Det er samtidigt også godt at give din kat et sikkert gemmested, f.eks. et højt kradsetræ, som hunden ikke kan komme op i, eller et separat rum med en kattelem i døren, så katten kan løbe derind. 

Træn din hund

Det vil hjælpe både dig og din kat, hvis hunden reagerer på forskellige kommandoer såsom “slip”, “sit”, “bliv” og lignende.

Det er vigtigt, at du har en vis kontrol over hunden, inden den møder katten for første gang, da du på den måde også får mere kontrol over situationen. 

Sørg desuden for, at hunden får masser af motion og har noget at tage sig til, f.eks. ved at give den legetøj med godbidder i og lignende, så den ikke vælger at jage katten, fordi den ikke har andet at lave.

På den måde får den også brændt noget energi af, så den bliver mere rolig og nemmere at forholde sig til for katten. 

Kilde: PetMD

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler