Derfor må du IKKE fodre høns med køkkenaffald

Stor risiko for smitsomme husdyrssygdomme er en af grundene til, at det ikke er tilladt at fodre høns med køkkenfoder. Forbuddet kaldes for bindegalt, men er det egentlig så absurd, som det lyder?

Ulovligt at fodre høns med gamle madrester

Det kan være både hyggeligt og praktisk at have høns i baghaven. Hvem vil eksempelvis ikke gerne have friske æg dagligt? Og så er en af de smarte ting ved høns blandt andet, at de stort set spiser alt, hvad man serverer for dem. Det betyder, at de praktisk talt altid kan spise de rester og madaffald, du står tilbage med i det daglige forbrug.

Men det er faktisk slet ikke tilladt at give høns den slags foder. Det skyldes nemlig en fælles EU-lovgivning, der gør det ulovligt, fordi fodringen kan medføre risici for sygdomme som eksempelvis salmonella og svinepest. Forbuddet betyder, at det hverken er tilladt for privatpersoner eller restaurantejere at give høns mad- og køkkenrester.

Fødevarestyrelsen kritiseres for reglerne

Tidligere i år rapporterede TV 2 Lorry, at en økologisk landmand fra Lejre fik grøntsagsrester til sine høns fra restauranten Bæst i bytte for friske æg. Det resulterede i en påtale til den populære Nørrebro-restaurant fra Fødevarekontrollen og slut med grøntsager til hønsene på landet.

Noget der hos danske hønseejere vækkede forargelse og udløste kritik af Fødevarestyrelsen på de sociale medier.

– Først og fremmest så er det jo et forsøg på at spare på jordens ressourcer, siger Johanne Schimming, der før sørgede for at levere hønseæg til københavnrestauranten, til TV 2 Lorry. Hun går meget op i økologi, men har svært ved at forstå forbuddet.

– Hvis noget er godt til at servere for restaurantens gæster, så synes jeg også, det bør være godt nok til at kunne give hønsene herude. Det har jeg rigtig svært ved at forstå, at det ikke skal være, siger hun.

Fødevareministeren erkender problemet

Fødevareminister Esben Lunde Larsen erkender, at der er problematikker i forhold til, hvordan reglerne fungerer.

– Vi har jo været vant til et system, hvor f.eks. mælk enten gik til supermarkedet eller til eksport, og her har sporbarhed og fødevaresikkerhed været meget vigtigt. Det kan vi ikke sætte over styr. Men det godt være, at vi skal have flere spor, alt efter hvor slutproduktet skal ende. Det kan være en udfordring, hvis producenter af små specialprodukter hele tiden skal igennem et stort og bureaukratisk setup, siger han til Politiken.

Reglerne eksisterer af gode grunde

Men selvom det for både hønse- og restaurantejere ville være mere praktisk og meningsfyldt at kunne servere økologiske madrester til hønsene, så må man alligevel erkende, at der er gode grunde til at reglerne eksisterer.

Fodring med køkken- og madaffald har nemlig været årsag til adskillige udbrud af blandt andet svinepest og mund- og klovesyge i udlandet. Fødevarer, der umiddelbart ikke er farlige for mennesker, men som alligevel er inficerede, udgør en stor trussel mod dyrene. Eksempelvis ville et udbrud af svinepest have store konsekvenser for eksporten af kød fra Danmark. Det skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside. Der er altså både sundhedsmæssige og økonomiske årsager til, at reglerne eksisterer.

Hvad må du fodre dine høns med?

Reglerne betyder dog ikke, at dine høns udelukkende må få serveret tørfodder. Det er nemlig tilladt at fodre dyrene med visse typer af tidligere fødevarer.
Tidligere fødevarer betyder i denne sammenhæng: “Animalske produkter eller fødevarer indeholdende animalske produkter, som ikke længere er bestemt til konsum af kommercielle grunde eller på grund af fremstillingsvanskeligheder, mangler ved emballagen eller andre fejl, der ikke indebærer nogen risiko for folke- eller dyresundheden”.
Der kan eksempelvis være tale om fødevarer fra supermarkeder, bagerier og bagerivirksomheder. Fødevarer fra restauranter, cateringvirksomheder og køkkener tilhører ikke denne liste.
Foderet må desuden ikke har været i kontakt med animalske produkter som eksempelvis kødpålæg, kød, kødsaft, knogler, fjerkræskrog, fiskeprodukter eller skaldyr,​ inden de anvendes som foder.

Mest læste artikler