Kaniner har forskellige pelstyper. De fleste tamme kaniner har den almindelige oprindelige pels, som også vilde kaniner har. Denne pelstype kaldes normalhåret pels. Gennem årene er der imidlertid opstået mutationer, der har givet andre pelstyper. Kaniner findes derfor i dag med uld-, rex- og satinpels og endda med løvemanke og teddypels.
Pelslængden på en normalhåret kanin er mellem 2 og 4 cm.
Den normalhårede pels
Den normalhårede pels er langt den mest udbredte og ses hos både vilde og tamme kaniner. Pelslængden er mellem 2 og 4 cm og består af uld- og dækhår. Normalhåret pels kan bruges til skind, men rexpelsen er generelt mere anvendt end almindelig pels.
Normalhårede kaniner findes i mange racer, størrelser og farver. Nogle racer anvendes primært som slagtekaniner andre til hobby eller som kælekaniner. Der er derfor også forskel på, hvor velegnede de er som kælekaniner. Dværgvædder, Hermelin og Hollænder med almindelig pels er nogle af de mest udbredte kælekaninsracer.
Rexpelsen er især blevet anvendt til pelsfrakker.
Rexpels
Rexpelsen er en meget tæt og kort pels, der opstod som en mutation i Frankrig for omkring 100 år siden. Pelsen blev hurtigt attraktiv til blandt andet pelsfrakker, og priserne for et avlspar kunne nå astronomiske højder. Rexproduktionen led dog et alvorligt krak i forbindelse med 1930ernes finansielle krise, og priserne har efterfølgende ikke nået helt samme højder.
Den oprindelige Rexkanin, der anvendtes til pelsproduktion var ikke særligt velegnet som kælekanin, fordi man ikke avlede efter et godt temperament. I dag er temperamentet dog blevet bedre i takt med, at kaninracer med rexpels bruges som kælekanin, ikke mindst den mindre Lille Rex er særligt fremavlet som kælekanin. Rexpels ses også hos Dværgvædder med hængehører og hos de små Hermelin kaniner, om end disse ikke er så udbredte her i landet.
Angoraulden er lang og allergivenlig.
Angorauld
Man har kendt til uldpelsede kaniner i mindst 300 år. Ulden består af lange hår på omkring 7 cm, der anvendes til produktion af uld. De uldpelsede kaniner findes i dag i forskellige varianter og findes i mange farver. Kaninernes pels har ikke de samme allergifremkaldende egenskaber som nogle andre dyrearters pelse. Angoraulden er derfor et godt alternativ til uld fra andre dyr til personer med allergi.
Angorakaniner kan være svære at holde, fordi de let bliver beskidte, når afføring sætter sig i pelsen eller hvis pelsen filtrer sig sammen og danner pelsknuder, der kan genere kaninen. Angorakaniner skal klippes jævnligt, hvis de skal trives.
Løvehoved-kaniner er velegnede som kæledyr.
Løvehoveder og Teddykaniner
Løvehoveder og Teddykaniner har som Angorakaniner lang pels. Løvehovedkaninen bør ideelt set kun have lang pels omkring hovedet en såkaldte manke, deraf navnet, og kort pels på resten af kroppen. Til tider kommer der imidlertid Løvehoved unger med lang pels over hele kroppen. Disse kaldes Teddykaniner. De er ikke en egentlig race, men en variant af Løvehovedekaninerne.
Løvehovede og Teddykaniner er mindre kaniner, der er velegnet som kælekaniner. De skal som udgangspunkt ikke klippes som Angorakaniner, men hvis de har en særlig lang pels eller manke, kan du med fordel børste dem og evt. trimme dem ikke mindst i nakken, hvor de godt kan filte noget.
Satinkaniner
Satinkaniner har en særlig pelstype, hvor det enkelte hår har en mindre diameter end det ses hos almindelige kaniner. Det enkelte hårstrå er samtidig hult og fanger lyset på en måde, der giver pelsen en skinnende, satinlignende glans.
Satinkaninen opstod som en mutation hos Havanna kaninracen i USA i 1930erne. Pelstypen er senere fremavlet på Dværgvæddere og Hermelinkaniner men findes også som dværgudgave af den oprindelige Satinkanin. De er alt efter race som udgangspunkt ganske velegnet som kælekaniner.
Klaken familie- og hobbydyr
Følg med på Marias blog, og læs en masse om blandt andet kaniner, marsvin og fugle.
