Hos nogle dyrearter er hannerne større end hunnerne, mens det hos andre er hunnerne, der er større end hannerne. Hos kaniner har hanner og hunner nogenlunde samme størrelse. Nogle hankaniner kan dog have et bredere og kraftigere hoved end hunkaniner. Men hvor der ikke er de store forskelle i størrelse er der til gengæld forskel på temperamentet hos de to køn.
Hankaniner
Hver kanin er unik med sin egen personlighed og temperament, men der er alligevel nogle generelle forskelle på han- og hunkaniner. Generelt er hankaniner mere udadvendte, kontaktsøgende og nysgerrige end hunkaniner. Det er de, fordi de i naturen skal opsøge hunkaninerne og derfor bliver nød til at undersøge deres omgivelser for at finde dem.
Hankaniner har ikke deres ry for ingenting. Mange hankaniner, der ikke er kastreret, forsøger gerne at parre sig med alt, de kommer i nærheden af. Så når du tror, at den leger med en bold, en tøjbamse eller din kat, vil du se, at den reelt forsøger at finde en måde at parre sig med dem. Det samme er tilfældet, hvis den hopper rundt omkring dig.
Den parringslystne adfærd aftager eller forsvinder helt, hvis man neutraliserer hannen. Den vil også få et roligere temperament. Har man en neutraliseret han, skal man imidlertid være opmærksom på fodringen, da de neutraliserede hanner har en tendens til at blive overvægtige.
Hankaniner vil ikke acceptere andre hankaniner i deres nærhed, så to hankaniner, der ikke er neutraliseret, bør ikke komme i nærheden af hinanden. To neutraliserede hankaniner vil til tider kunne fungere fint sammen. Som regel er en neutraliseret han og en hunkanin imidlertid den bedste konstellation, hvis man vil have flere kaniner sammen.
Hunkaniner
Hunkaniner er generelt lidt mindre nysgerrige og kontaktsøgende end hannerne. Hunkaniner har ikke på samme måde som hunner hos andre dyrearter en egentlig brunstcyklus, men kan blive drægtige året rundt. Der er dog perioder, hvor de er mere villige til at lade sig parre end på andre tidspunkter af året, og på disse tidspunkter, kan de ændre temperament.
Når temperaturen stiger og dagene bliver længere, er det tid til at forberede sig på at skulle have unger. I denne periode kan hunnerne blive mere territoriale, og den søde kanin, du kender, kan for en tid ændre sig til en furie, der knurrer og/eller angriber dig og andre kaniner, når du/de nærmer dig buret.
Hunkaniner vil ofte kunne bo sammen med andre hunkaniner, hvis de har tilstrækkelig med plads. Man kan dog også opleve at købe to søde hunkanin-unger om foråret, der skal bo sammen. De kan have været bedste venner, men når de bliver kønsmodne og dagene bliver længere, kan man opleve, at de pludselig begynder at slås, og at det kan være nødvendigt at skille dem ad. En hunkanin sammen med en neutraliseret hankanin er ofte bedste løsning, hvis man vil have to kaniner sammen.
Hver sin charme
Disse mere eller mindre charmerende forskelle på de to køn er stærkt påvirket af hormoner. Oplever man derfor at ”charmen” bliver for påtrængende, kan man overveje at lade kaninen neutralisere, hvorved meget af den hormonpåvirkede adfærd mindskes.
Følg med på Marias blog, og læs en masse om blandt andet kaniner, marsvin og fugle.