En del oplever problemer med at fange kaninen, når den først er sat ind i løbegården. Kaninen forsvinder i det første og bedste hul i jorden, den løber ind i der fjerneste hjørne, hvor du ikke kan få fat i den, eller den bider, spræller og krasser, hvis du skulle være så heldig at få fat i den. Hvad pokker gør du?
Det er naturligt for kaninen at gemme sig
I naturen er kaniner byttedyr. Det er naturligt for dem at løbe væk og gemme sig, når de oplever, at de bliver jagtet, for den kan aldrig vide, om den er ved at blive spist.
Hvis den har muligheden, så forsvinder den i et hul, hvis ikke, vil den løbe eller ligge sig fladt, indtil du bøjer dig for at få fat i den og så løbe.
Typisk sætter man kaninen i løbegården om morgenen, og tager den ind igen om eftermiddagen eller aftenen. Kaninen lærer hurtigt at eftermiddags- og aftentid er ensbetydende med at blive jagtet, så den bliver mindre og mindre tam, når du kommer hen til løbegården.
Sæt dig ind i løbegården og vent på at kaninen kommer til dig
Men kaniner er også nysgerrige dyr. Så forsøg at ændre din adfærd fra jagt til at gøre kaninen nysgerrig. Sæt dig ind i løbegården og sid helt stille. Der går typisk under 5 min. før kaninen kommer hen til dig. Nogle gange kan der gå længere, men den kommer hen.
Lad vær at tage den eller røre den de første gange, den kommer hen, men hav gerne nogle mælkebøtteblade i skødet. Langsomt kan du begynde at række hånden ud og røre dens hoved.
Der går typisk under en uge før kaninen selv komme hen til lågen og kan tages op uden problemer, hvis du gør på den måde.
Du behøver altså ikke i al evighed sidde inde i løbegården og vente 5-30 min. før kaninen kommer. Så snart, den har vænnet sig til ikke at blive jagtet, og at der kommer en godbid, kommer den hen til dig.
Du kan også med fordel stikke en mælkebøtte, en lille gren eller et stykke gulerod ind til kaninen, når du går forbi løbegården eller buret. På den måde får du en meget forventningsfuld kanin, der står klar, når du kommer.
Klaken familie- og hobbydyr
Følg med på Marias blog, og læs en masse om blandt andet kaniner, marsvin og fugle.