Pas på! Julen kan være farlig for dit kæledyr

Julemåneden er kommet med alt hvad der følger af julepynt og julegodter. Men meget af det pynt vi stiller frem i december, er til fare for vores kæledyr. Se, hvordan du passer bedst på din hund og kat i julemåneden her. 

December måned er i fuld gang, og mange hjem er allerede pyntet op til jul. Men det er ikke kun os mennesker, der er er glade for juletræer, julepynt og julegodter. Det er vores kæledyr også.

Farlig måned for kæledyr

Derfor er julemåneden typisk hård for vores kæledyr, der let kan komme til skade på julekugler, gavebånd og guldglimmer:

“Mange af de ting, vi mennesker er glade for at stille frem og pynte op med i december, er til fare for vores kæledyr. Man tænker måske ikke over, at disse traditionelle juleting udgør en risiko, men det gør de,” fortæller Tine Antvortskov, der er direktør hos Agria Dyreforsikring, i en pressemeddelse. 

Se den store guide til årets julemarkeder 2018

Men heldigvis kan de fleste skader undgås. Det er nemlig ikke svært at passe på de firbenede familiemedlemmer i julen – det kræver bare, at vi er opmærksomme på julens faldgruber. 

Det er især disse fire ting, der kan være farlige for vores kæledyr i julemåneden:

1. Julegodter

Selvom julens søde sager frister både mennesker og dyr, er det vigtigt at holde igen med godter til hunden. Meget fed og salt mad kan nemlig give din hund ondt i maven, mens andre julesnacks som rosiner, nødder og chokolade er decideret livsfarligt for dit firbenede familiemedlem. 

Se, hvad du kan give dine kæledyr at spise, så de også føler at det er jul her.

2. Juletræspynt

Når juletræet er pyntet bedst, er det dækket med glaskugler, glitrende stjerner og kræmmerhuse fyldt med søde sager.

Mange hunde og katte bliver fristede af glimmer og dejlige dufte, og de kan finde på at springe op på juletræet for at nå fristelserne, når du ikke holder øje. Hvis træet vælter, kan dit kæledyr komme slemt til skade – både ved at blive ramt af det tunge træ og ved at blive ramt af glaskugler der splintres.

Det er også vigtigt at være opmærksom på om din hund eller kat får fat i lavthængende grene på juletræet. De kan nemlig godt finde på at sluge lavthængende julepynt, hvilket giver dem rigtig ondt i maven – og kan ende med et besøg hos dyrelægen. 

3. Juleblomster

Blomster som julestjerne, juleroser og amaryllis er ofte en del af julens smukke dekorationer. Men ligesom med juletræspynten kan hunde og katte finde på at springe efter blomsterne, som både dufter og ser spændende ud. Men blomsterne er giftige for både hunde og katte – så sørg for, at stille blomsterne et sted, hvor dit kæledyr ikke kan nå dem. 

Lær at forstå kattens kropssprog

4. Gavebånd

Hver december er der flere eksempler på kæledyr, der sluger mærkelige julegenstande. Et af de faste elementer, der ofte volder problemer for kæledyrene til jul, er gavebånd. De farverige bånd er sjove at lege med, men det kan have alvorlige følger, hvis dit kæledyr sluger et stykke. Gavebåndet kan nemlig snøre sig sammen og skære i tarmen, og hvis ikke dyret kommer til dyrelægen i god tid, kan det give alvorlige komplikationer. 

Generelt kommer slugt julepynt ikke ud af sig selv. Hvis dit kæledyr spiser af husets dekorationer, betyder det derfor ofte, at din hund eller kat skal opereres – og det er både hårdt for dyret og kosteligt for dig. 

Vi ønsker en god og sikker jul til dig og dit kæledyr! 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler