torsdag 30. marts kl. 13.14

Boligpriserne er tilbage på 2020-niveau

Efter at boligpriserne ramte toppen i midten af 2022, er de nu næsten tilbage på niveau som i slutningen af 2020. Det seneste halve års boligprisfald har dermed næsten udlignet halvandet års prisstigninger. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmarks Boligmarkedsstatistik.

”Under corona, og særligt i 2021, så vi en ekstraordinær stor salgsaktivitet, der var med til at drive priserne op. Det fortsatte ind i 2022, og priserne var på sit højeste i foråret og begyndelsen af sommeren. Men de stigende renter, energi- og forbrugerpriser har gjort det dyrere at eje en bolig. Det kan have fået danskerne til at være mere afventende med deres boligkøb. Hvis flere vælger at se tiden an, kan det få boligsælgerne til at sænke deres prisforventninger. Det kan have betydning for, hvad boligerne sælges til,” siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Et typisk hus på 140 kvm sælges nu i gennemsnit til en pris på godt 2,2 mio. kr. Det er næsten 200.000 kr. lavere end toppen i 2. kvartal 2022.

Spørger man de danske boligejere, tror 55 pct. af de adspurgte på uændrede priser de kommende 12 måneder. Det skal ses i sammenhæng med, at det i efteråret var 45 pct. af boligejerne, der regnede med en tilsvarende prisudvikling. Tilsvarende forventer 20 pct. i dag et prisfald på mere end 1 pct., mens det for et halvt år siden var 30 pct. Flere danskere ser altså mere optimistisk på fremtiden. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Finans Danmark i februar 2023.

”Energipriserne er faldet markant de seneste måneder, og forbrugerpriserne stiger ikke lige så hurtigt som tidligere. Samtidig har flere nok vænnet sig til det højere renteniveau. Det kan være nogle af forklaringerne på, at danskerne ser lidt lysere på fremtiden, og flere forventer et roligere boligmarked det kommende år. Men om det kommer til at ske, kan kun tiden vise,” siger Ane Arnth Jensen.

Seneste Nyt