onsdag 7. juni kl. 08.48

Nøgletal for boligsalg overrasker

Efter et år med usikkerhed, højere renter og høje energipriser, der tilsammen medførte en betydelig afkøling af boligmarkedet viser netop afsluttede maj helt andre takter.

Det særligt interessante er, at det er salget af villaer i hovedstadsområdet, dvs. København, Københavns omegn og Nordsjælland, der med 61 pct. flere salg i maj i forhold til maj sidste år, nærmest er eksploderet. Selv i forhold til alle tiders rekordår for boligsalg, nemlig maj 2021, er der i år tale om et bedre salg af villaer i hovedstadsområdet.

“Hovedstadsområdet er altid interessant at følge, fordi det er netop her, enhver vending i markedet sker både først og kraftigst”, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. “Det er derfor særligt spændende at vi nu ser så signifikant fremgang i salget netop her. Det kan være en strømpil for hvordan resten af boligmarkedet vil udvikle sig de kommende måneder”.

For resten af landet ses fortsat et salg under maj sidste år, bortset fra resten af Sjælland og Syd- og Sønderjylland, hvor der er en fremgang på henholdsvis 8 pct. og 19 pct. Samlet set ender vi med et villasalg, der er tre pct. bedre end samme måned sidste år.

Tallene er baseret på EDC’s bolighandler i maj 2023, der i alt omfatter 1.461 ejendomme.

JN

Seneste Nyt