Risiko for særligt mange birkepollen i år
Astma-Allergi Danmark har erklæret sæsonen for den mest plagsomme træpollenallergi for i fuld gang. Og med konstateringen kommer en advarsel om, at birkepollen-sæsonen efter meget at dømme bliver værre end sidste år.
“Sidste år så vi en markant lavere mængde pollen fra birketræer, end vi er vant til. Men da vi ofte ser en toårig cyklus for birkepollen, hvor der efter en sæson med lavere mængder følger en sæson med højere mængder pollen, kan sæsonen altså byde på høje tal,“ forklarer Mathilde Kloster, biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark.
Læs også: Pollenkalender: Her får du overblikket over pollensæsonen
Hvordan pollensæsonen bliver, afhænger selvfølgelig også af vejret, uddyber hun:
“Sol og varme er med til at sætte birketræerne i blomst. Og er der tilmed lidt vind, så er det optimale omstændigheder for, at birketræet kan sprede sine pollen.”
6 gode råd til pollensæsonen
Astma-Allergi Danmarks Rådgivning anbefaler, at du følger disse gode råd for at mindske generne i hverdagen:
- Husk din medicin
2. Hold øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling.
3. Brug solbriller eller cykelbriller, så du får færre pollen i øjnene
4. Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng
5. Tør dit tøj i tørretumbleren i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj
6. Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften
MT