Skal politikerne gribe ind i boligmarkedet? Danskerne er splittede
Hvis renten stiger, eller boligpriserne pludselig styrtdykker eller tordner i vejret, skal politikerne så gribe ind? Det er vi danskere på ingen måde enige om.
I en ny måling, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for ejendomsmæglerkæden Estate, svarer 20 procent, at politikerne bør regulere boligmarkedet mere, mens 28 procent mener det modsatte. De resterende 52 procent er hverken enige eller uenige – eller også ved de simpelthen ikke, hvad de skal mene.
Hos Estate antager man, at boligejere generelt er mere opmærksomme på forhold, der påvirker deres bolig, end lejere er. Ifølge Danmarks Statistik bor 60 procent af danskerne i ejerbolig, mens ca. 40 procent bor til leje.
“Som boligejer kan politiske indgreb ultimativt forringe boligens værdi, fx hvis der indføres højere boligskatter, mens lejere grundlæggende er mindre udsat, da huslejer typisk er låst eller kun omfattet af nettoprisindekset. Historisk har boligejere dog i høj grad været begunstiget af regulering, fx ved indførelsen af afdragsfrihed og variable lån,“ udtaler presseansvarlig i Estate Thomas Hovgaard i en pressemeddelelse.

– MT –