Jeg hedder Caroline og er idenyts praktikant. Vi har på idenyt lavet et projekt, som hed ‘Bæredygtig hverdag’. Det gik ud på, at vi alle hos idenyt skulle prøve at leve mere bæredygtigt i september måned.
Min opgave var at spise mindre kød. Jeg havde som udgangspunkt ikke det store problem med at skulle skære ned på mit kødforbrug. Det var mere dét at finde nogle proteinholdige alternativer, som jeg ikke var vant til.
I samarbejde med TV-dommer og fødevareekspert Michael René blev vi enige om, at jeg skulle sænke mit kødforbrug fra 600 gram om måneden til 350 gram.
Han gav mig fire gode tips til, hvordan jeg kunne sænke mit kødforbrug. Jeg skulle fx skrue op for bælgfrugter som brune, hvide og sorte bønner, kidneybønner, linser og kikærter. Et andet tip var at spise 350 gram fisk om ugen, heraf 200 gram fede fisk.
Nu er min måned som bæredygtig planteæder overstået, og i den anledning har jeg interviewet mig selv:
Hvordan har det været at deltage i idenyts bæredygtighedsmåned?
– Det har været en spændende, men også lærerig bæredygtighedsmåned. Jeg fik en god mulighed for at komme væk fra mine faste rammer med min madlavning. Den del har især været en af de sjove ting ved at deltage i projektet, fordi jeg fik prøvet nogle nye ting i køkkenet.
Nåede du dit mål?
– Jeg fik til opgave at nedtrappe mit kødforbrug fra ca. 600 gram til 450 gram om ugen. Det har jeg formået at gøre, og jeg har faktisk også holdt mig væk fra oksekød stort set hele september måned. Jeg fik også til opgave at spise mere fisk. Det fik jeg også gjort i form af en hjemmelavet tærte med laks, hytteost og nogle gode grøntsager.
Hvad har været den største udfordring?
– Min største udfordring har været at finde på nogle spændende retter med mindre kød. Her blev Google min bedste ven. Jeg må dog erkende, at jeg ikke har inkorporeret nødder i min kost, som var et af de tips Michael René gav mig. Han gav mig det tip, fordi det er godt at få mange sunde umættede fedtsyrer med i kosten. Det er der masser af i nødder. Jeg er dog generelt ikke særligt glad for nødder, og derfor ville de bare ende bagerst i mit køkkenskab på længere sigt.
Hvad har omvendt været lettere, end du troede?
– Det har været nemmere, end jeg troede at skrue mit kødforbrug ned. Jeg var også overrasket over, hvor nemt det var at tilberede kikærter. Det er dog vigtigt at nævne, at det er de bælgfrugter, som allerede er opblødte i vand og ikke de tørre, som skal stå i blød i 10 timer.
Michael René gav mig det tip at tilføje bælgfrugter til min kost. De har nemlig et meget stort indhold af protein, og det er derfor godt til at erstatte proteinerne fra kød. En anden grund til at spise bælgfrugter er, at produktionen af bælgfrugter udleder 3-5 % af den CO2, som produktionen af oksekød udleder.
Vi er så heldige at have en god kantine hos os ude på Strandboulevarden, og de har altid en vegetarversion af dagens ret. Det gjorde det helt klart meget nemt for mig at spise frokost, uden særligt meget kød.
Hvilke bæredygtige vaner kommer du til at tage med dig i din hverdag fremover?
– Jeg kommer helt klart til at bruge flere bælgfrugter i min mad. Jeg var overraskende glad for kikærter. Jeg har ikke været vant til at spise bælgfrugter, men det er helt klart ændret nu. Jeg er også blevet mere åben for nye retter, som jeg normalt aldrig ville have overvejet.