Bæredygtig med idenyt: Sådan får du bleer og børn til at rime på miljøvenlig

En travl hverdag med børn og bleskift rimer ikke nødvendigvis på en bæredygtig livsstil. Det kender Hue Mai Møller alt til, og derfor har hun indhentet eksperthjælp.

Hue Mai Møller står i sin have

I en hel måned lever holdet bag Danmarks største hus-og havemagasin mere bæredygtigt. Det gør vi som del af vores nye, store projekt ‘Bæredygtig hverdag’, hvor vi har fået en række eksperter til at rådgive os inden for 10 forskellige områder – fx at spare på strømmen, mindske madspild og gøre rent på en mere grøn måde.

Denne gang er turen kommet til Hue Mai Møller, som er digital chef på idenyt. Hun vil gerne leve bæredygtigt, men en travl hverdag med to – snart tre – arvinger får hende ofte til at tvivle på, om hun gør nok. 

Hue får gode råd af Heidi Belinda Bugge, som er miljøekspert hos Miljømærkning Danmark. Hun er taget med på rundtur i Hues villa i Vallensbæk Strand for at give gode råd til en mere bæredygtig livsstil i en travl børnefamilie.

Det er der kommet fire små videoer ud af, hvor Heidi Bugge bl.a. fortæller, hvordan du undgår uønskede kemikalier i børnenes legetøj.

Tag med på en rundtur og se, hvordan I som børnefamilie kan leve mere bæredygtigt på fire udvalgte områder.

Se også Miljømærkning Danmarks 7 tips til en mere bæredygtig livsstil i børnefamilien under filmene.

Børneværelset:

Badeværelset:

Bryggerset:

Fritidsaktiviteter:

7 tips til en mere bæredygtig livsstil i børnefamilien

1. Tænk, før du handler

En madplan og en indkøbsseddel kan hjælpe dig med at minimere risikoen for madspild og spildte penge. Når det handler om større ting, kan du måske låne dig til det frem for at købe. For det mest bæredygtige forbrug er altid det forbrug, der slet ikke finder sted.

2. Gå efter Svanemærket

Svanemærkede produkter er blandt de miljømæssigt bedste. Svanemærket findes på mere end 50 forskellige typer varer. Blandt andet på creme og shampoo, tøj, legetøj, bagepapir, rengøringsmidler og møbler.

3. Køb genbrug

Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tingene, jo færre ting er der brug for – og på den måde sparer du ressourcer til produktion af nye produkter.

4. Del eller lej

Miljøstyrelsen har lavet en beregning, der viser, at hvis du låner dig frem til 2/3 af babytøjet det første år og køber den sidste 1/3 selv, kan du spare 13.000 kr. Også miljøet opnår en gevinst. Tøjproduktion kræver nemlig store mængder vand, energi og kemikalier. 

5. Brug naturen

Hvis dine børn oplever glæden ved naturen, vil de ikke bare blive gladere og sundere her og nu. De vil sandsynligvis også helt naturligt værne mere om naturen, når de bliver større.

6. Skab gode vaner til vasketøjet

Børnefamilie rimer på bunker af vasketøj. Sørg for at fylde maskinen, vask evt. ved lavere temperatur og brug tørresnoren frem for tørretumbleren. Det er også en god idé at gå efter vaskemidler med Svanemærket, som lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav. Sørg desuden for at dosere korrekt, da overdosering belaster miljøet.

7. Giv de gode vaner videre

Børn gør det, du gør – ikke hvad du siger. Cykler du til arbejde, har du et stofnet med i rygsækken, og kigger du efter økologiske varer i supermarkedet, vil dit barn kopiere dig.

Mest læste artikler