I en hel måned har holdet bag idenyt deltaget i projektet “Bæredygtig hverdag”. Selv tog jeg udfordringen om at gøre bæredygtigt rent op.
Til daglig er jeg redaktør på Vi i Villa, der er idenyts norske søstermagasin, og i forbindelse med forsøget fik jeg besøg af rengøringseksperten Michael René. Han har kigget mine rengøringsmidler og -vaner igennem og vist mig, hvor jeg kunne optimere for at blive mere miljørigtig og bæredygtig.
For eksempel udfordrede han mig til kun at bruge miljømærkede midler, dosere efter anvisning, samt at udskifte mine billige klude og skuresvampe med bomuldsklude og fibersvampe.
Men hvordan er det egentlig gået?
Nu har jeg gjort bæredygtigt rent i en måned, og det er faktisk gået overraskende godt. Dog har der været nogle bump på vejen.
Det at dosere efter anvisning på etiketten var nok det nemmeste. Vi skulle blot læse på etiketten én gang, så kørte det automatisk derefter. Det var nemt, og noget alle kan indføre.
Kun brug af miljømærkede midler
Det at vælge miljømærkede midler er også gået fint. Dog har jeg savnet det skyllemiddel, jeg normalt bruger.
I stedet for skyllemiddel har jeg testet en mild eddike, men jeg må indrømme, at det ikke var noget for mig. I stedet købte jeg et miljømærket skyllemiddel, men den mangler dog den skønne duft, som jeg har vænnet mig til.
Udskiftning af klude og skuresvampe
Michael René bad mig også om at bruge bomuldsklude og fibersvampe, men her blev jeg straks mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke ville teste, men fordi mit lokale supermarked ikke solgte nogle gode alternativer til de billige klude og skuresvampe, der indeholder plastik. Det lykkedes mig dog til slut at finde nogle bomuldsklude og fibersvampe.
Fibersvampene er gået lige ind i mit rengøringsarsenal. De fungeret fint og nærmest på samme måde som de billige. Bomuldskludene derimod er jeg ikke den store fan af.
De blev hurtigt sjaskvåde og tørrede ikke vandet op så godt som de billige fra supermarkedet. Samtidig kom de i en naturtro hamp-farve, som gjorde, at kluden så ufattelig beskidt ud, allerede før den var taget i brug. Derfor vil jeg nok blot for syns skyld prøve at finde nogle farverige bomuldsklude næste gang.
Ellers drejede det sig kun om tilvænning for mit vedkommende, og jeg bliver gerne ved med at være mere bæredygtig i rengøringen.
Her er ekspertens reaktion
“Malin mødte flere udfordringer, men de største udfordringer var ikke så meget metoden, men mere de indbyggede vaner som eksempelvis, at hun skulle bruge bomuldsklude, hvor det bemærkes, at de ikke suger vand så godt. Her er det vigtigt at påpege, at sådanne klude altid skal vaskes inden brug. Så bliver de bløde og suger væske rigtig godt. Malin er et meget tydeligt eksempel på, at vi alle kan gøre rigtig meget for miljøet ved at justere på ret enkle elementer i vores rengøring”.
– Michael René, rengøringsekspert