Nye bøder kan ramme bilejere

Klip i kørekortet og dyre dagsbøder... Fra 2019 træder flere nye love og regler for bilister i kraft - og der er især to nye love, der kan have stor betydning for dig som almindelig bilejer. 

Kalenderen siger 2019, og med årsskiftet er en håndfuld nye love og regler for bilister trådt i kraft.  

Blandt andet er skrotpræmien for gamle dieselbiler steget, registreringsafgiften på elbiler er udskudt og styrthjelmen er blevet obligatorisk for alle. 

FDM har lavet en oversigt over de nye love og regler, hvor der især er to, der kan ramme dig som almindelig bilejer:

Klip i kørekortet

Én af de nye regler skal gøre bilister mere opmærksomme, mens de kører. Derfor kommer det i løbet af 2019 til at koste dig et klip i kørekortet, hvis du bruger en håndholdt mobiltelefon under kørslen – oven i den nuværende bøde på 1500 kroner.  

Håndholdt elektronik

Det er ikke kun mobiltelefoner, der udgør et opmærksomhedsproblem i bilen. Reglerne gælder derfor også andre former for elektronik og kommunikationsapparater såsom håndholdte GPS’er, iPads og Smartwatches. 

Reglen om at du ikke må benytte fastmonteret elektronik, hvis det kan forstyrre din kørsel, kommer fortsat til at gælde. Hvis det ikke er muligt at koble din mobiltelefon til bilen, så du kan benytte den håndfrit, skal du derfor være opmærksom på, ikke at bruge den mens du kører.   

Hver anden dødsulykke

Det står klart, at brugen af håndholdt mobiltelefon under kørslen udgør en trafiksikkerhedsmæssig risiko. Ifølge FDMs oversigt er uopmærksomhed i trafikken en af de væsentligste årsager til, at ulykker sker – og en medvirkende årsag til op mod hver anden dødsulykke. 

Derfor strammes reglerne i 2019. Den endelige dato for, hvornår klip i kørekortet indføres, er endnu ikke sat. 

Manglende ansvarsforsikring koster

Samtidig kommer det til at det koste meget mere end klippede nummerplader, hvis du ikke har en lovlig ansvarsforsikring på din bil.  

Fra den 1. januar 2019 vil brugeren af en bil uden lovpligtig forsikring nemlig få pålagt 250 kroner om dagen i dagsgebyr. 

Gebyret vil blive pålagt fra den dag, køretøjet anses som uforsikret. Det kan ske tidligst otte uger efter, at brugeren ikke har betalt for sin forsikring.

45 millioner kroner i skader

Det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på din bil, som dækker skader på andres ting og køretøjer i forbindelse med uheld. Alligevel kører omkring 50.000 køretøjer rundt uden at have tegnet en forsikring. 

Det koster årligt omkring 45 millioner kroner i skader, som de bilister, der overholder loven og har tegnet ansvarsforsikring, ender med at betale. Truslen om dagsgebyrer skal derfor få flere til at huske at tegne en ansvarsforsikring.

Udover dagsgebyret får politiet stadigvæk mulighed for at klippe pladerne på bilen, og udstede bøde for manglende ansvarsforsikring.

Mest læste artikler