Geniale tricks: Sådan får du bilen sikkert gennem sne og frost

Is på ruderne, frosne døre og en bil der ikke vil starte… Frostvejr og bilproblemer følges ofte ad, men der er heldigvis mange måder at gøre vinterhalvåret lettere at komme igennem – både for dig og din bil. Derfor har vi lavet den ultimative guide med geniale bil-tricks til vinteren her.

Det er de færreste bilejere, der nyder vinterens kolde vejr. Frostgraderne viser sig nemlig med masser af is på ydersiden af bilens ruder, dug på indersiden af bilens ruder, vinduesviskere der sidder fast og flere typiske frostproblemer.

Heldigvis er der mange forskellige måder at løse problemerne på – og nogle er bedre end andre.

Derfor har vi samlet de bedste råd og tricks til bilen her, så du effektivt (og nemt) kan komme igennem vinteren uden store gener.

Klik herunder for at finde løsningen på dit problem.

Sådan fjerner du effektivt is og sne fra ruden

Når frosten fryser dine ruder til med is, kan det både være svært og tidskrævende at få ruderne klare igen – især om morgenen, hvor minusgrader er det sidste, man har lyst til at stå for længe i. Men der findes heldigvis nemme og hurtige metoder til at fjerne isen.

Vi har samlet de tre bedste her.

Forebyg is på ruderne med saltblanding

Vil du spare dig selv for unødvendigt morgenstress, er det eneste du behøver en blanding bestående af salt, vand og en skål til at blande i. Sprayer du blandingen på dine bilruder om aftenen, vil du næste morgen komme ud til en fuldstændig frostfri rude.

Det skal du bruge

  • 1 del salt
  • 4 dele vand

Sådan gør du

  • Hæld blandingen på ruderne om aftenen, så din bil er fri for is om morgnen.
  • Finder du alligevel din bil med is på forruden, kan du hælde blandingen på en sprayflaske og dermed spraye dine ruder indtil isen er forsvundet.
  • Pas dog på med at få blandingen på bilen, da salten kan virke ætsende på bilens lak.

Hæld aldrig kogende vand på bilruden

Du må aldrig hælde meget varmt vand ud over bilens rude, da du kan risikere, at ruden slår revner på grund af temperaturforskellen.

Find den rigtige isskraber

Om vinteren er det næsten livsnødvendigt at have en god isskraber liggende i bilen. Find en med en skarp plexiglasklinge – og undgå metalklinger, da de risikerer at ødelægge gummiet rundt om ruden.

En isskraber med langt skaft og kost gør det nemmere at nå toppen af bilenruden og helt op på bilens tag, hvis du skal skrabe sneen af.

Kombiner eventuelt skraberen med ovenstående blanding eller en anden isfjerner-spray, som du kan sprøjte på de frosne ruder, så det bliver lettere at skrabe ruderne fri for is.

Tip: Vil du skåne ruden for ridser, bør du køre skraberen i en retning.

Vend bilen mod øst

Har du mulighed for det, kan det være en god idé at vende bilen mod øst, når du parkerer. Når solen står op, og du er så heldig, at det er skyfrit, vil solens varme på forholdsvis kort tid afise din bil.

Tip

Af hensyn til de andre bilister bør du også fjerne eventuel sne på din bils tag og kølerhjelm, så det ikke falder ned under kørslen til gene og fare for dig selv og andre trafikanter.

Tips til en frossen dør og dørlås

Både døre og låse kan fryse til, når termometeret viser blåt. Men med disse effektive tips kan du hurtigt komme ind i bilen og få varmen igen.

Varm din nøgle

Har du en bil, der skal låses op med nøgle, så kan du let få et problem, når vinteren bider.

Et godt tip er at anskaffe en lighter. Hold nøglen ind over flammen, så den varmes op. Indfør så nøglen i låsen. Den varme nøgle smelter isen inde i låsen, og låsen burde give efter.

Se også disse tre gode tips, så du altid kan komme ind i bilen uden at vride bilnøglen af led i den tilfrosne lås.

Sådan behandler du frosne bildøre

Hvis din bils døre har tendens til at fryse til, kan dørenes gummilister behandles med siliconestift. Det er en god idé at bruge silikonestift frem for spray, da silikone sprayet på bilens lak senere kan give dig problemer, hvis du skal male bilen.

Tip

Hvis bilens døre ikke har centrallås, er det en god idé at smøre med låseolie, inden frosten for alvor sætter ind.

Fjern frost fra vinduesviskerne

Vintervejene er fyldt med sne, snavs og salt, og det er derfor meget vigtigt, at dine vinduesviskere virker optimalt. Minusgrader og sne kan dog hurtigt gøre dine viskere ukampdygtige, da du risikerer, at de fryser fast til forruden og dermed ikke kan bruges. Heldigvis kan du nemt gøre noget for at forebygge problemet!

Pak vinduesviskerne ind i uldsokker

For at være helt sikker på, at dine viskere virker optimalt om morgenen, kan du give dem et par uldsokker på. Det gør, at gummiet holder sig varmt, og at du næste morgen har vinduesviskere, der er klar til at tage kampen op mod sne og snavs.

Tip – gem uldsokkerne i bilen

Når du har taget uldsokkerne af vinduesviskerne, så læg dem i bagagerummet. Hvis du er så uheldig at bilen sidder fast, og du har brug for at skubbe den fri, så tager du bare uldsokkerne UD OVER dine sko. Uldsokkerne gør nemlig, at du står meget bedre fast i sneen, og du har dermed meget nemmere ved at skubbe bilen fri.

Brug alkohol til at løsne vinduesviskerne

Hvis du har brug for en her-og-nu-løsning på frosne vinduesviskere, så tag en klud med alkohol og stryg dem over dine vinduesviskere. Så er dine vinduesviskere frostfrie på få sekunder.

Hånddesinfektion på vinduesviskerne

Har du en hånddesinfektion liggende i tasken, kan den også være en hjælp. Alkoholen i blandingen vil nemlig hurtigt smelte isen omkring viskerbladene.

Tilfør noget af geleen på vinduesviskerne og vrik forsigtigt med dem – så skulle de gerne løsne sig.

Slip af med duggede ruder

Kolde morgener resulterer typisk i duggede ruder, og hvis du ikke kan se ud af forruden, kan du hurtigt havne i en farlig situation. Mange ruller vinduerne ned for at slippe af med duggen, men hvorfor sidde i kulden, når du kan løse problemet med disse enkle og geniale tricks.

Dug giver is på indersiden

Nogle biler har tendens til at ofte at danne dug indvendigt, hvilket kan give is på indersiden af ruderne. Du kan fjerne det ved at polere ruderne med nogle dråber koncentreret opvaskemiddel.

Indstil din bil til at fjerne duggen

Du kan hurtigt slippe af med duggen i bilen ved hjælp af bilens klimaanlæg. Det kræver blot, at du kender rutinen med knapperne på instrumentbrættet. Derfor har vi lavet denne udførlige guide til, hvordan du fjerner dug ved brug af bilens klimaanlæg.

Absober dug med friskmalet kaffe.

Hvis du er træt af at have duggede ruder, så fyld en sok med malet kaffe, og placer den i din bil. Friskmalet kaffe absorberer fugt fra luften, og i løbet af natten vil sokken suge alt den fugt, som dannes inde i bilen, til sig. Så vil din bil være dugfri næste morgen.

Tip: Hvis du ikke er den store kaffedrikker og derfor heller ikke er særlig vild med lugten af kaffe, kan du i stedet bruge kattegrus. Posen med det ekstra kattegrus kan du med fordel smide i bagagerummet, hvilket vil give bilens bagende ekstra tyngde og sikre en mere stabil kørsel på glatte veje. En dugpude kan også gøre tricket!

Hold bilen tør

Den bedste måde at holde dug væk fra indersiden af dine ruder er, at bilen er så tør som muligt indvendigt. Har du gamle aviser, klude eller lignende liggende i bilen, er de med til at holde på fugten.

Husk også sidespejlene

Husker du at tørre dine sidespejle for dug og is? Du bør tørre eller friskrabe dem, inden du kører. Det gælder også, hvis du har sidespejle med varme. Det går nemlig lidt tid inden spejlene er varmet tilstrækkeligt op til, at du kan bruge dem.

Vil din bil ikke starte om vinteren?

Når det er koldt, falder kapaciteten i din bils batteri – og ved hård nattefrost kan kapaciteten halveres. Det kan give problemer, når du skal starte bilen.

Varm batteriet op med bilens lygter

Har din bil svært ved at starte i koldt vejr? Det kan hjælpe hvis du sætter tændingen til, og tænder bilens lygter. Følg denne guide, der viser, hvordan du let får gang i bilen, når dit batteri er afladet.

Det får batteriet til at arbejde og varme op, og det kan gøre det nemmere at starte hjælpemotoren.

Oplad bilens batteri

Det kan også være en god idé at oplade batteriet fuldt med en god vedligeholdelseslader flere gange i løbet af en vinter – særligt hvis du kører mange korte ture.

Tjek bilen hos mekaniker

Hvis du ofte har svært ved at tænde din bil i koldt vejr, kan det være en god idé at få tjekket batteriet af en mekaniker.

Må man vaske bilen om vinteren?

Det er de færreste der er glade for kombinationen af kulde og vejsalt – og det er din bil heller ikke. Derfor kan det være en god idé at være ekstra god ved din bil, så den kommer godt igennem den kolde tid.

Se vores bedste råd til, hvordan du beskytter din bil mod saltede veje her – og hvor ofte du skal vaske din bil i vintermånederne.

Gode råd før du kører ud i vintervejr

Frostvejret gør vejene glatte, snevejret kan begrave din bil, og duggen på ruderne gør det svært at se vejen… Vinteren kan være hård og farlig for bilister, og det er altid en god idé at være godt forberedt på de koldeste dage.

Her er FDMs råd til en sikker vinterkørsel:

  • Stå op i god tid, så du har tid til eventuelt at grave din bil fri, hvis der er faldet sne
  • Af-is din bil ordentligt – ruder, spejle og lygter skal være helt fri for både is og sne
  • Tjek vejrudsigten før du kører
  • Kør kun ud i vintervejr, hvis du har vinter- eller helårsdæk på bilen. Sommerdæk står ualmindeligt dårligt fast i snevejr, og der er stor risiko for, at du kører fast eller ender i grøften
  • Medbring isskraber, skovl og handsker, slæbetov og startkabler
  • Sørg for at din mobiltelefon er opladet, så du kan tilkalde hjælp, hvis du er så uheldig at ende i grøften. Det kan også være, du skal give besked til hjemmet, arbejde eller børnehaven om, at du er forsinket
  • Sørg for at nummeret til vejhjælp er lagt ind i din telefon. Tjek også om dit din vejhjælp har en app, som du kan downloade
  • Hav varmt tøj og fornuftigt fodtøj i bilen
  • Medbring et tæppe – i nogle tilfælde er det bedst at vente i bilen, hvis du kører fast
  • Kør i god tid, pas på farten og hold afstand

Mest læste artikler