Spar brændstof med denne smarte funktion

Danskerne bruger normalt Google Maps til at komme hurtigere fra A til B. Nu kan de også komme grønnere derhen i form af sparet brændstof.

Den nye funktion i Google Maps ‘Brændstofbesparende ruter’ vil forhåbentlig hjælpe både klima og pengepung – hvis man er klar til en lille omvej.

På en myldretidstur fra eksempelvis Silkeborg til Randers kan man reducere benzinforbruget med op mod 25 % via en 4 minutter længere omvej. På ruten København-Gilleleje kan man reducere energiforbruget i elbil med 10% med en bare 1 minut længere tur. Udregninger varierer dog konstant afhængig af trafik og tidspunkt.

– Selvfølgelig vil det være endnu grønnere at tage cyklen eller løbe, men mange har brug for bilen, og så kan det være et alternativ. Ofte vil den hurtigste rute dog også være den mest besparende, skriver Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google Danmark, i en pressemeddelelse.

Bliver løbende rullet ud

Danskerne lader til at være klar på ideen: En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget blandt 1.001 danskere, viser, at næsten to tredjedele – 64 procent – er villige til at forlænge køreturen, hvis det reducerer brændstofforbruget.

– Vi håber, at funktionen kan være med til at reducere de globale CO2-udledninger fra køretøjer, der ifølge International Energy Agency udgør over 75% af de samlede transportrelaterede CO2-udledninger, skriver Jesper Vangkilde videre.

Funktionen bliver gradvist rullet ud over de næste par uger.

Læs også: Spar på energien | Få lavere strømpriser med disse sparetips

Mest læste artikler