Det kan give de fleste bilister sved på panden at styre en bil med trailer og flyttelæs bagpå. Med disse trailer tips fra Stig Søeborg, der er servicechef hos Freetrailer, kan du komme sikkert i mål.
“Trailerkørsel bliver ekstra vanskelig, når man bliver stresset eller ikke har den rette tålmodighed. Det oplever vi især blandt unge bilister, som ikke har så meget erfaring i at køre med trailer. Den gode nyhed er, at man nemt og hurtigt selv kan minimere risikoen for uheld ved at bruge en time eller to på at øve lidt – eksempelvis på en stor og åben parkeringsplads”, siger Stig Søeborg.
5 gode trailer tips til trailerkørsel
Servicechefen pointerer, at når man først har vænnet sig til at køre med en anhænger efter bilen og lært de gængse køreregler for trailerkørsel, så er der ingen ben i det. Derfor opfordrer han til at følge nogle simple råd.
1: Ret op
Det største kunststykke for mange er at bakke med en trailer. Her skal du bare huske altid at køre bilen langt nok frem, så du retter traileren op bag dig, inden du sætter i bakgear. Er traileren ret bag dig, er det bare at holde retningen.
2: Flyt hænderne på rattet
Tag fat i den nederste del af rattet, når du bakker. Derefter drejer du rattet i den retning, du ønsker at styre traileren. Hvis du for eksempel vil bakke til venstre, skal du dreje den nederste del af rattet til venstre.
3: Brug motoren til at sænke farten
Når du skal bremse, så slip speederen og lad motoren bremse for dig. Det sikrer en rolig nedbremsning og er mere brændstoføkonomisk. Hvis det er nødvendigt at bremse akut, så gør det i så lige en linje som muligt. Det sikrer, at en tungt læsset trailer ikke skrider ud bag dig.
4: Overhold reglerne
Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvilken hastighed du må køre med traileren. Når du pakker traileren, så husk også at overholde lasteevnen og at pakke traileren med vægten jævnt fordelt. Hvis noget stikker ud over trailerkanten, er det dit ansvar at binde en klud om, som andre bilister bedre kan se det, der går ud over kanten.
5: Slap af
Den måske vigtigste trailerregel er, at du ikke skal stresse dig selv. Tag dig god tid med traileren og vær tålmodig. Det er bedre at komme sikkert, men senere frem, end at beskadige læsset og ende med en forsikringssag.