Britt Bendixen: “Jeg er lykkelig for, at andre nu tager hånd om det hele”

Dette interview blev oprindeligt udgivet i oktober 2016 og er genudgivet i forbindelse med Britt Bendixens død i februar 2023.

Nu er Britt Bendixen jo ikke typen, der er bange for at sige sin mening, men skulle man alligevel være i tvivl, siger smilet det hele.

Det breder sig hele vejen fra læberne ned i hendes karakteristiske dybe stemme og op i de tindrende blå øjne og understreger dermed, at hun mener, hvad hun siger: hendes barndomshjem og livsværk, Pejsegården i Brønshøj lidt uden for København, er kommet i gode hænder. De bedste, faktisk.

“Jeg troede måske, det ville være vemodigt at forlade det, men det er det ikke. Jeg har vænnet mig til tanken, og det er jo min egen beslutning. Jeg kunne også have valgt at gå rundt og blive ved med at ærgre mig til min dødsdag over, at det forfaldt om ørerne på mig, men sådan bliver det heldigvis ikke. Så jeg er lykkelig over, at jeg har fået solgt til nogen, jeg har et vældig godt forhold til, og som holder den stil, min mor skabte, da jeg var barn,” siger Britt Bendixen, der stadig kommer på Pejsegården for at give danseundervisning tre gange om ugen og dermed har rig lejlighed til at følge med i istandsætningen.

Og man behøver da heller ikke opholde sig mange minutter på Pejsegården for at se, hvad hun mener: udenfor er håndværkere på den nye ejer Lars Markers foranledning i gang med at restaurere facaden, indenfor tager de to forpagtere og dansere Ronnie og Nikolai Handskemager imod nye gardiner og en professionel møbelpolstrer, der skal bringe stedet tilbage til sin fordums glans.

Købte huset af en nazist

“Der er sket så mange spændende ting i det her hus,” fortæller Britt Bendixen, hvis forældre købte den hvide patriciervilla, der på det tidspunkt lå alene på matriklen, i 1945 – da hun selv var 2 ½ år gammel.

“Det var en nazist, der havde boet her. Han var blevet skudt og landede på Bispebjerg Hospital, hvor min mor har fortalt, at de var ovre at skrive slutsedlen. Da vi flyttede ind, kan jeg huske, at mor viste mig skudhuller i væggene.”

Britt Bendixens farfar kunne ikke forstå, hvordan hans søn og svigerdatter kunne finde på at åbne en danseskole helt derude på landet i den fjerne ende af Frederikssundsvej.

“Der lå et kæmpe gartneri og en møllekro overfor, og én gang om året kom der et omrejsende tivoli med telte og gynger og pavilloner. Ellers var der intet – der var grøfter, og der var ingen trafik. Min bedstefar var helt sikker på, at min mor og far ville miste hele deres investering – han var sådan: ’hvordan kan I tro, at der kommer mennesker ud og går til dans midt på landet, hvor der ikke bor nogen?’ Men det gjorde der jo så,” smiler Britt Bendixen.

Igennem årene byggede forældrene til ad fire omgange, og ud over at drive danseskole lejede parret de efterhånden mange dansesale ud til selskaber.

“Vi kunne af og til have fem konfirmationer på en søndag,” husker Britt, der selv gik til alt, hvad der var at gå til i det store hus: akrobatik, step, ballet – og så selvfølgelig almindelig dans.

Mange mursten = hårdt arbejde

Siden overtog Britt Bendixen selv Pejsegården, men med årene måtte hun erkende, at dét med at drive selskabslokaler ikke rigtig interesserede hende.

“Jeg ville hellere gå ned i indtægter. Pludselig stod man dér en lørdag aften med tre selskaber, og så var der to tjenere, der meldte afbud… Jeg skulle selv være her alt for meget; jeg underviste jo om dagen og aftenen på alle hverdage, og hvis jeg så også skulle tilbringe mit døgn hele weekenden her – det kan man klare, når man er 30, men det blev lige i overkanten,” fortæller den ellers energiske danselærer.

Samtidig begyndte vedligeholdelsen af de efterhånden mange bygninger så småt at blive en byrde.

“Når man ejer så mange mursten, skal man knokle rigtig, rigtig hårdt for, at det løber rundt og lønner sig. Da jeg så for nogle år siden kunne se… altså, man kan jo ikke regne med at leve evigt – det kan man ikke helt kalkulere med, vel? – så begyndte jeg at tænke på at sælge,” kommer det med en karakteristisk latter fra Britt Bendixen, hvis søn, Niclas Bendixen, ikke var interesseret i at drive danseskolen videre – hvilket hun fuldt ud forstod og respekterede.

“Så jeg tænkte på at sælge i 10-15 år. Men jeg har jo været så glad for at være her, så glad for at undervise, og jeg tror jo også på, at hvis jeg holdt op med at undervise, ville jeg nok blive doven med min krop – og så tror jeg, jeg ville blive hurtigere ældre. Jeg tror, det er vigtigt, det dér med, at man SKAL noget, og så er det jo stadig min hobby og min store, store interesse at producere turneringsdansere og have nogle af de bedste dansere i Danmark – det er fantastisk,” forklarer Britt Bendixen om, hvorfor der gik så længe, før hun rent faktisk satte Pejsegården til salg.

’Hjem til Tara’

Efter tre år tidligere at have solgt sin privatvilla, der ligger lige bag ved og med frit udsyn til Pejsegården, blev selve Pejsegården solgt i december 2015. Siden har Britt Bendixen boet permanent i sommerhuset ved Buresø. Og det stortrives hun med.

“Det er et fantastisk hus – sådan ’Morten Korch – go home!’, altså med småsprossede vinduer og sådan, et rigtigt stort hus, der ligger på en skrånende naturgrund ned mod søen, med tre etager mod søen og to etager mod vejen, omgivet af masser af gamle, store egetræer. Så jeg er meget, meget glad, jeg kører gerne den halve time frem og tilbage – det tager ikke mere,” siger hun med henvisning til transporttiden mellem hendes nuværende hjem og danseundervisningen i hendes tidligere hjem.

Nogle få private ting, blandt andet et helfigurs krystalspejl, har fundet vej til sommerhuset, men ellers har Britt Bendixen efterladt det meste af interiøret på Pejsegården, hvor det var.

“Da jeg skulle ud herfra, var der enkelte ting, jeg sagde, jeg ville have med – nogle store gamle spejle, nogle billeder, et par lysestager, der var arvestykker fra min mormor. Men det var ikke meget. Jeg gik rundt og kiggede og tænkte, at egentlig elskede jeg jo det hele – det gør man jo, når man er vokset op i det. Det er jo, ligesom hun siger i filmen Borte med blæsten: ’Home to Tara’. Det her har altid været mit Tara, det har været mit sted, hvor jeg åndede og havde det rigtigt godt. Men man kan jo ikke tage alting med sig.”

Den ideelle situation

Britt Bendixen er sig dog også bevidst om, at overgangen naturligvis er blevet gjort lettere af, at hun stadig kommer og arbejder på adressen.

“Jeg er imponeret over, hvor meget der bliver gjort ved Pejsegården, og hvor forholdsvist hurtigt det går. Og jeg har glæde af det på en helt anden måde nu, hvor det totale ansvar for bygningerne ikke er mit: ’Nu er der et vandrør, der drypper; nu dur toilettet nede hos herrerne ikke, nu er der hul i taget, og nu er der…’,” opremser hun.

Så faktisk kan den populære dansedommer ikke forestille sig en mere ideel situation, ikke bare for Pejsegården, men også for sig selv.

“Når jeg er oppe i sommerhuset og skal herind: det glæder jeg mig til; når jeg er herinde og skal derop: det glæder jeg mig også til – så det er lutter glæde. I det øjeblik, jeg ikke kommer her mere, er det muligt, jeg vil savne det. Men ved I hvad, jeg har et lyst sind, og selvom jeg kun har gode minder om huset her, betyder det ikke, at jeg behøver at være her og hænge ved det. Mursten er én ting, det man gør er noget andet.”