Bordplan ifølge Emma Gad:
“En vanskelig selskabelig opgave stilles brudens forældre ved placering af gæsterne ved et stort bryllup. Vanskeligheden ligger i, at medlemmerne og de nære venner af de to familier som oftest ikke alene er hinanden ubekendte, men også for de halve af gæsternes vedkommende ofte er fremmede for vært og værtinde. Brudgommen bringer sine svigerforældre en liste på dem, han ønsker indbudt, og ifølge den dukker der ofte tanter og svogre op fra provinsen, hvis tilværelse man ingen anelse havde om, og som derfor er vanskelige at anbringe på heldig måde ved festbordet, rent afset fra, at de altid er ubegribeligt talrige.”
Takt og Tone, Emma Gad, 1918
Ja, bordplanen ved et bryllup er et puslespil, som ikke altid går op med lethed. I det mindste kender I, i modsætning til brudenes forældre på Emma Gads tid, alle jeres gæster.
I har jo allerede truffet beslutning om, hvem der skal med til brylluppet, og I ved også nu, hvem der har meldt afbud. Så nu gælder det om at få dem placeret på en måde, hvor alle får en god fest.
De fleste vælger i dag at sidde ved runde borde med otte-ti personer ved hvert. Det skaber en intim stemning og giver mulighed for, at alle ved bordet får talt med hinanden.
Bordplan: sådan laver I den
Når I skal fordele gæsterne ved bordene, skal I naturligvis tage højde for, om der er deciderede konflikter i familien, som skal håndteres med afstand.
Men forhåbentlig kan I bruge mere energi på at overveje, hvor de gode samtaler og nye venskaber naturligt vil opstå.
Her er en række idéer til, hvordan I får sammensat en god bordplan:
1. Er der nogen, som I gerne vil have, lærer hinanden at kende? Sæt dem sammen.
2. Er der nogen, der ikke kender ret mange andre ved festen? Sæt dem sammen, men tilføj også nogen ved bordet, som kender flere, så de kan hjælpe med at skabe forbindelser.
3. Er der nogen, som I ved, har noget til fælles? Sæt dem sammen.
4. Er der nogen, som har dårlig hørelse, er dårligt gående eller har andre skavanker? Placér dem et sted i lokalet, hvor I tager hensyn til dem uden at gøre et stort nummer ud af det.
5. Er der nogen, som har et højt energiniveau, og som er meget ekstroverte, kan I enten sætte dem sammen eller med vilje skille dem ad, alt efter hvad I vurderer giver den bedste dynamik. Tilsvarende med de “stille” typer.
Teksten er et uddrag af ‘Bryllupsbogen – sådan planlægger I jeres store dag’, der er skrevet af Pernille Redder for Gyldendal.
