Så stor var vinderen af DM i kæmpegræskar

Danmark har fået en ny danmarksmester i den ædle kunst at opdyrke græskar.

DM i Kæmpegræskar 2021 er netop blevet afholdt for 14. år i træk i Tivoli. Ti dedikerede græskardyrkere kæmpede om mesterskabstitlen. De blev dog alle i overlegen stil slået af Henrik Jensen fra Græsted i Nordsjælland, der vandt med et kæmpegræskar på 497,6 kg. Nummer to i konkurrencen blev Ole Christensen fra Nr. Vissing med et græskar på 434,2 kg. Danmarksrekorden samt den nordiske rekord fra 2020 lyder fortsat på 970,4 kg. Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Det var en stolt vinder, som deltog for fjerde gang. På spørgsmålet, om hvordan man avler et så stort græskar, svarede Danmarks nye græskarkonge Henrik Jensen fra Græsted prompte:

– Det er blevet fodret med rå mængder af naturgødning i form af heste- og hønsemøg samt store mængder af brændenældevand. Mit græskar har også gode gener, for det er barn af sidste års nordiske og danske mester. Jeg er så glad for førstepladsen, selv om det har været hårdt arbejde, men det har været det hele værd.

De ti græskar kan ses under Halloween i Tivoli til og med den 7. november.

Styrkeløftere havde en hård dag

Der var tale om tæt kamp, og alle deltagerne holdt vejret, mens 10 styrkeløftere fra Roskilde Styrkeløfter Klub med pust og støn fik bugseret de monstrøse græskar op på vægten. Det holdt hårdt, selv om de på forhånd havde øvet sig med at løfte lastvogns- og traktordæk, som vejer mere end 400 kilo pr. styk.

Et stykke op til verdensrekorden

Den nordiske rekord for græskar lyder på 970,4 kg og blev sat sidste år af Jens Peder Skønager fra Ribe. Der er netop blevet sat verdensrekord i Italien med et græskar med en kampvægt på 1.226 kg. Manden bag dette fantomgræskar hedder Stefano Cutrupi.

Se billederne fra dagen

Foto: PR. 1.pladsen gik til Henrik Jensen fra Græsted i Nordsjælland
Foto: PR. 2. pladsen gik til Ole Christensen fra Nr. Vissing
Foto: PR. 3. pladsen gik til Lasse Blach fra St. Merløse på Nordvestsjælland.

De sidste 12 års DM-vindere:

2021: 497,6 kg Henrik Jensen fra Græsted i Nordsjælland

2020: 970,4 kg, Jens Peder Skønager fra Ribe – nuværende Danmarks samt nordisk rekord

2019: 446,3 kg., Jens Peder Skønager fra Ribe

2018: 589,4 kg., Lasse Blach fra St. Merløse ved Ringsted

2017: 485,4 kg. Jørgen Ø. Jensen, Nr. Nebel fra Varde

2016: 342,0 kg., Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald

2015: 310,6 kg., Kim Engrob Bøndergaard, fra Spjald

2014: 276,2 kg., Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald

2013: 210,2 kg., Nina Tin Rasmussen fra Mørke

2012: 451,4 kg., Lasse og Hanne Kolding fra Slagelse

2011: 288,2 kg., Ivar Lund fra Astrup ved Hjørring

2010: 260,9 kg., Poul Sørensen fra Thy

2009: 275,4 kg., Ludvig Ahm Krag fra Uggerby

2008: 335,0 kg., Erik Lund fra St. Ladager.

Mest læste artikler