På idenyt er vi så heldige næsten konstant at kunne beskæftige os med hus og have – både i arbejdstiden og privat.
Derfor giver vi dig i serien ‘idenyt anbefaler’ vores helt personlige bud på det bedste af det bedste – denne gang om de bedste værtstips.
Har du et hus-og haverelateret emne, du gerne vil have vores bedste tips til, kan du skrive til os her
Hvad er dit bedste værtstip?
Mette Trudsø, chefredaktør
– Stik en drink (eller et glas vin) i hånden på folk, så snart de er kommet inden for døren. Så står de ikke dér og stritter med ledige hænder, og man kan som vært nemmere slippe af sted med at drøne lidt frem og tilbage for at ordne det sidste.
Malin Løchen Mærsk-Møller, redaktør for vores norske søstermagasin Vi i Villa
– Sænk skuldrene, og nyd selskabet. Alt behøver ikke at være perfekt, og du behøver ikke stresse rundt. Folk er der for at hygge sig, og du bliver en bedre vært, hvis du også gør det.
Jeppe Nybye, journalist
– Hvis dine gæster har små børn, så sørg for, at de mindste har noget at tage sig til. For når ungerne er underholdt, kan deres forældre også sænke skuldrene og koncentrere sig om at tale med dig.
Hue Mai Møller, digital chef
– Dæk bord inden gæsterne kommer – et velopdækket bord gør, at gæsterne føler sig velkomne.
Gitte Højbjerg Jensen, direktør
– Sig ja tak, når gæsterne tilbyder at hjælpe med småting i forbindelse med middagen. De fleste af os kan godt lide at bidrage til festen og værtens arbejde bliver hurtigere gjort.

Michael Nielsen, salgsansvarlig
– Det kan være godt at have gjort sig nogle tanker om hvor gæsterne skal sidde, så alle gæster får en god aften i et godt selskab, selvom det er uformelt og uden bordkort.
Søren Jensen, salgsansvarlig
– Når der er børn med, så er det en god ide at lade dem sidde sammen for enden af bordet, når der skal spises. De er normalt hurtigt videre fra bordet og så behøver de voksne ikke at rykke sammen for at fylde “hullerne” ud.
Susanne Lyngsø, Head of Native Sales and Partnerships
– Sørg for at forbered så meget, som muligt inden gæsterne kommer, så du kan være mere tilstede, imens de er der og ikke stå og bruge al tiden i køkkenet. Bordet skal være dækket, og drinks klar ved ankomst. Desuden sørger jeg altid for noget quiz eller anden form for underholdning.
Aviaya Lindestrøm, studentermedhjælper
– Gør det så nemt for dig selv som muligt, så du selv kan deltage og være til stede.
Amanda Petri, studentermedhjælper
– Lad opvasken vente til gæsterne er gået. Selvom der er fristende at ordne køkkenet efter man har spist, er det ærgerligt at bruge tiden på det mens gæsterne er der.

Amina Yasin, praktikant
– Som vært bør du tage godt imod gæsterne så de føler sig godt tilpas. Yderligere bør du også sørge for at have forberedt maden inden besøget, så du kan sidde til bords med gæsterne.
Caroline Kristensen, praktikant
– Sørg for at forberede så meget som muligt inden dine gæster ankommer. Så kan du nemmere nyde din aften med dine gæster.
Anne-lene, salgschef for vores norske søstermagasin Vi i Villa
– Sørg for at planlægge festen, så du kan slappe af og hygge dig, når gæsterne kommer. Og der er aldrig noget galt med en rigtig god playliste på Spotify.