Her er lægens bedste råd til at undgå forkølelse

De gamle husråd mod forkølelse indebærer ofte ingefær, honning og hvidløg. Men nu maner læge de gamle myter i jorden. Læs her, hvad du skal gøre i stedet.

Speciallæge Morten Dahl giver ikke meget for de gamle husråd. De har nemlig kun en dulmende effekt på din ømme hals. Der er faktisk ikke meget, som du kan gøre, når sygdommen først har ramt dig. Andet end at blive hjemme på sofaen, så du ikke smitter andre, forklarer han til TV2.

– Jeg tror ikke, at det skal være målet, at vi aldrig kommer til at få nogle luftvejsinfektioner igen, fordi det kommer vi til at få. Det er en del af vores hverdag, specielt når man lever på de breddegrader, vi gør, forklarer Morten Dahl til TV2.

Han giver alligevel nogle råd til, hvordan du kan forebygge hyppige besøg af snotnæse og hovedpine gennem vinteren. 

Lægens råd til at forebygge forkølelse:

  • Motionér regelmæssigt: Motion er med til at styrke vores immunforsvar og gøre kroppen modstandsdygtig, så vi kan bekæmpe infektionen, før vi bliver syge af den. Så der er altså god grund til at tage cyklen på arbejde næste gang.
     
  • Undgå at ryge: Rygere har flere luftvejsinfektioner end ikke-rygere. Det sker, fordi rygning hæmmer immunforsvarets evne til at bekæmpe infektionen.
  • Undgå for meget stress: Forskning viser, at folk med et højt niveau af stress, oftere er syge end folk med et lavt stressniveau. Når vi er stressede over længere tid, kan der blive udskilt for meget kortisol, som hæmmer immunforsvaret. Den vedvarende hæmmende virkning på immunsystemet kan blandt andet betyde øget risiko for infektioner.
  • Overvej at tage vitaminpiller: Sundhedsstyrelsen anbefaler at spise D-vitamin i vinterhalvåret. Der er nemlig klar dokumentation for, at hvis man undgår at være i underskud af D-vitamin, vil det være med til at forebygge luftvejsinfektioner.

Mest læste artikler