Overraskende: Derfor bliver nogle mennesker over 100 år

Nogle mennesker bliver meget gamle, og årsagen skal findes et overraskende sted, viser ny forskning fra Københavns Universitet.

100 år gammel

Jagten på evigt liv er sat ind. Vi faster for at holde os sunde. Og hvert år bruges milliarder af kroner på at behandle kroppe, så vi kan leve endnu flere år. Men nogle mennesker bliver helt naturligt over 100 år. Hvordan kan det egentlig være?

Det har forskere fra Københavns Universitet undersøgt.

Ved at undersøge 176 raske japanske borgere på over 100 år har forskerne fundet frem til, at de hundredåriges tarmbakterier og deres bakterie-virus har en helt særlig sammensætning. Faktisk viste det sig, at de ældre japanere havde langt flere bakterier og bakterie-virusser i tarmen, og at de fungerede som ekstra beskyttelse mod sygdomme.

Optimering af tarmbakterier

Den nye viden vil være gavnlig, når forskerne skal finde ud af, hvordan man kan optimere bakterierne i kroppen, så flere bliver beskyttet mod sygdomme.

”Hvis vi kan få disse bakterier og deres virus til at flytte ind hos dem, der ikke har dem, kan flere måske få gavn af de gode egenskaber”, fortæller Simon Rasmussen, en af forskerne bag studiet.

Selvom der er et stykke vej til det punkt, har de danske forskeres arbejde afsløret genvejen til et længere liv.

”Det vilde er, at tarmbakterierne er noget, man kan ændre på. Man kan ikke ændre på generne – der er i hvert fald meget lang vej med den teknologi, vi har nu. Men hvis vi forstår, hvad der gør, at virus og tarmbakterier arbejder godt sammen, så bliver det meget nemmere at ændre på noget, der faktisk har betydning for, hvordan vi har det,” siger Simon Rasmussen.

Mest læste artikler