Det er efterhånden blevet en populær sandhed, at man bør gå 10.000 skridt om dagen for at holde sig sund og rask. Nu har amerikanske forskere imidlertid sat sig for at undersøge sagen, og de når frem til et noget lavere antal skridt. 7.000 skridt er således nok til at holde sig sund. Det skriver Videnskab.dk.
Stor forskel på dødelighed
Forskernes undersøgelse har varet 13 år – fra 2005 til 2018 – og i alt 2.000 mænd og kvinder med en gennemsnitsalder på 45 år har deltaget i undersøgelsen. Da studiet sluttede, var 72 af forsøgspersonerne i mellemtiden døde, og forskerne kunne konkludere, at de personer, som gik mellem 7.000 og 10.000 skridt om dagen, havde 50-70 procent lavere risiko for at dø tidligt sammenlignet med dem, der gik færre skridt.
Der var altså en klar sammenhæng mellem det at gå mange skridt og lavere dødelighed. Men hvis du nu tænker, at du bør gå en halvmarathon hver dag for at være helt sikker på at holde sygdom og død fra døren, kan du godt ånde lettet op. Forskerne fandt nemlig også ud af, at mere end 10.000 daglige skridt ikke resulterede i en yderligere nedsat risiko for at dø tidligt.