Tid til forkælelse: Sådan laver du perfekt kaffe

Vores sorte nationaldrik er en uforlignelig nydelse, hvis den tilberedes rigtigt - eksempelvis med friske, hjemmeristede bønner.

Den tid er forbi, hvor kaffe var lunken tjære med kold mælk. I dag diskuteres der blandinger og brygningsmetoder, og der er godt gang i hjemmeristeriet og kaffekværnene. Og det manglede også bare, for næst efter olie er kaffe verdens vigtigste handelsvare – hver eneste dag drikkes der mere end 20 milliarder kopper kaffe på verdensplan.

Men hvordan bliver kaffen bedst? Jo, for det første bør den kaffe, du anvender være frisk. Køb friskmalet kaffe og kun så meget, som du kan bruge i løbet af et par uger. Kaffen bør opbevares i køleskabet i en tæt dåse.

Blev opdaget af en flok får …

Ifølge legenden blev kaffen opdaget i 500-tallet af en fårehyrde fra Caffa i Etiopien. En dag lagde han mærke til, at fårene guffede nogle røde bær i sig fra en busk i nærheden, hvorefter de snart hoppede helt tossede rundt. Hyrden smagte nu selv på bærrene og blev lige så høj som sine får. Der var tale om kaffebær med deres indhold af opkvikkende koffein.

Brug koldt vand

Dernæst er der malingen. Kaffe kan males i mange finhedsgrader. En simpel regel lyder, at jo kortere tid det tager at brygge kaffen, des finere bør den være malet. Til stempelkanden er det altså ideelt med groftmalet kaffe, mens en finere maling er god til kaffemaskinen.

Til brygningen skal du bruge koldt vand fra hanen og ikke vand, der har stået længe i kedlen. Du skal regne med cirka 7 g kaffe til 1,5 dl vand. Bruger du stempelkande, skal du lade det kogende vand boble af et øjeblik. Og skal du have varm mælk i kaffen, skal du varme den i en gryde med tyk bund. Mælken skal kun varmes og må absolut ikke koges!

Espresso og alle de andre

Den italienske espresso er et hit overalt. Der er tale om en mere end 100 år gammel brygmetode. Vandet presses under stort tryk gennem et filter med meget fint malet kaffe. Resultatet er en koncentreret kaffe, der, når den er skænket op i de rette små kopper, fremstår med en lækker rødbrun creme på overfladen. Espressoen er den vigtigste ingrediens i caffe latte og café au lait, hvor der hældes masser af varm mælk i espressoen, og cappuccino, der indeholder lidt mindre mælk.

Biscotti til kaffen
Foto: Dorte Tang Møller
250 g mel, 250 g sukker, 1⁄2 tsk. bagepulver, 1⁄2 tsk. vaniljesukker, 3 æg, 150 g mandler.

Mandlerne ristes. To æg plus blommen fra det tredje piskes med sukker og vanilje. Mandler, bagepulver og mel tilsættes. Dejen formes til tre ruller, som pensles med æggehvide og bages ved 180 grader i 15-20 minutter. Rullerne afkøles og skæres i skrå skiver. Lad kagerne tørre i ovnen cirka 10 minutter ved 150 grader.

I sommervarmen kan det også være godt med en is-espresso. Kaffen hældes i en shaker sammen med is, rystes og serveres. De alternative smagsoplevelser er der i det hele taget mange af. Kaffen fås med smag af blandt andet krydderier, nødder og chokolade. Du kan også give kaffen et pift med en af de mange sirupper, der kan fås med smag af alt lige fra vanille til karamel. Det er især sagen til kaffedrikke med mælk.

Men du kan også lave din egen smag. Hvis du bruger stempelkande, så prøv at rive skallen af en halv appelsin ned i kanden, og kom dernæst kaffe og vand på. Hvis du selv rister de rå kaffebønner, kan du lade en vaniljestang ligge sammen med bønnerne i et par dage, før de skal ristes.

Rist og mal selv

Ved at riste bønnerne selv kan du med lidt træning få en himmelsk kaffe. Du kan enten investere i en kafferister eller bruge en tykbundet gryde eller stegepande.

Kom et enkelt lag bønner ud på den svagt opvarmede pande, og rist under omrøring. 20 minutter på panden er maksimum for, hvad bønnerne kan tåle. Når de er færdige, skal de afkøles hurtigt. Til sidst kommes de i en lufttæt beholder. I det næste døgns tid skal du indimellem lette på låget, så den kuldioxid, der er opstået under ristningen, kan slippe ud. Og så skal bønnerne bare males.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler