Cykelvask er en vigtig vask
At gøre sin cykel forårs- og sommerklar er faktisk slet ikke så krævende, som man måske går og tror. En stor del af arbejdet består blot i at observere, om alt er som det skal være, samt en grundig rengøring.
Det første du skal gøre er at stille din cykel et sted, hvor sæbevandet kan nå ned til kloarken, eksempelvis en afløbsrist.
Giv først cyklen en ordentlig omgang med haveslangen, og sæb derefter cyklen godt ind. Brug en sæbe, der er specielt egnet til cykler og husk at læse instruktionerne, så du ved hvor længe den skal virke på cyklen.
Når sæben har virket den angivne tid, kan du skylle cyklen ren med vand og tør grundigt efter med et gammelt håndklæde eller en gammel t-shirt. Det kan godt være tidskrævende at tørre cyklen grundigt af og komme ind i alle hjørner og kanter, men det er nødvendigt.
Huskelisten, når du skal rengøre din cykel:
- Vask og skrub grundigt kæde og tandhjul
- Vask alt salt fra cyklen
- Vask hjulene og skærme
- Vask øvrige skjulte kroge og kanter
- Tør cyklen godt af med kluden
Husk at smøre kæden på ny
Når du har rengjort din cykel, kan du banke cyklen i jorden et par gange, så du får det sidste vand, der eventuelt måtte sidde i kæden, rystet af. For at få tørret kæden korrekt, kan du dreje baghjulet baglæns, mens du tørrer efter med en klud. Når kæden er tør, skal du dryppe efter med kædeolie i en moderat mængde.
Vær forsigtig når du drypper med olien og undgå at ramme bremseskiver og bremseklodser, da de ikke kan bremse ordentligt, hvis de er fedtede af olien. Til sidst skal du huske at tjekke om kæden er stram. Hvis kæden er løs, kan den hoppe af når du f.eks. træder godt til op af en bakke.
Hvis du vil forkæle din cykel ekstra meget, og selv ikke lige har helt styr på de avancerede dele, kan det være en god idé at kigge forbi din lokale cykelhandler, og få ham til at give både kæde og gear en opstramning, hvis det trænger.
Få tjek på styr, gear og bremser
Cyklisters sikkerhed i trafikken afhænger meget af, at udstyret på cyklen er i orden. Tjek om både pedalbremser og håndbremser virker optimalt. Du kan eventuelt stramme håndbremserne lidt med en skruetrækker, hvis du kan mærke, at den ikke tager ordentligt fat.
Hold øje med cykelstyret og dets hældning. At cykelstyret sidder korrekt er meget vigtig for din kropsholdning, når du sidder på cyklen. Hop op på cyklen, tag fat i styret og justér det, så det sidder korrekt. Vær i denne forbindelse også opmærksom på, at håndbremsens position på styret passer til den position og vinkel du finder mest bekvem.
Gearskiftet bør heller ikke sidde i vejen for hverken håndbremsen eller ringeklokke. Det bør være let at betjene alle cyklens dele, uden de sidder i vejen for hinanden.
Hold øje med dine cykeldæk
Din cykel kræver at få skiftet dæk oftere end du måske lige går og tror. Når slidebanerne på cykeldækket er slidt ned, er det tid til at få skiftet dæk. Hvis dækmønsteret ikke er dybt nok, kan dækket ikke gribe ordentligt fat i vejbanen. Du kan med fordel rense dine dæk for småsten og andet, der måtte sidde og irritere dækket.
Husk også at orientere dig om trykket i dit dæk er tilstrækkeligt. Der står på dækket hvor mange bar eller PCI dækket skal være pumpet med. Du kan altid forhøre dig ved din cykelhandler, hvis du er i tvivl om trykket i dit dæk. Med det rette tryk ruller og styrer du bedre.
Tilbehør og andet grej skal afprøves inden cykelsæson
Har du styr på lygter, hjelm, lås, kurv, betræk og hvad du ellers måtte have?
Få fundet cykelhjelmen frem, så den er klar til at blive brugt. Smør låsen med låsespray så du ikke står et sted og pludseligt ikke kan låse cyklen eller låse den op. Husk også at tjekke om dine cykellygter virker.
Det er vigtigt at du bruger låsespray og ikke olie, da det kan ødelægge låsecylinderne. Låsespray fordriver ligeledes kondens, hvis nattefrosten ikke er helt forsvundet endnu.
Papirarbejdet for en cykelejer
Det kan være en god idé at tjekke dine forsikringer, når det kommer til at eje en cykel. Hvordan ser det ud, hvis din cykel skulle gå hen og blive stjålet? Dækker din indboforsikring tyveri af cykel?
Bliv klar til cykelferien
Overvejer du at tage på cykelferie i år? I den forbindelse er der nogle ting, som er vigtige at overveje. For det første er det vigtigt at have det rette udstyr. Et lappegrej er rigtig vigtigt, for hvis man punkterer ude på “Lars Tyndskids mark”, kan det skabe store problemer, hvis du ikke selv er i stand til at lappe sin cykel.
Er din cykel komfortabel nok? Cyklen er jo hele omdrejningspunktet på ferien, og den skal helst kunne opfylde alle krav i forhold til komfort og køreglæde.
At have planlagt den helt rigtige tur er også essentielt for, at ferien bliver en succes. Det kan vi hjælpe dig med her.
Læs mere her: Cykelferie i Danmark – Færdigpakkede rejser eller planlæg din egen her!