Allergisk? Nu kan du se, om du bliver syg 5 dage frem i tid

Nu bliver det lettere for danske pollenallergikere at planlægge deres hverdag og tilrettelægge deres behandling. En ny app kan nemlig præsentere en femdøgnprognose for pollen.

pollen

Hvis du er en af de op imod en million danske pollenallergikere, der hvert år må nyse, klø og hoste dig igennem pollensæsonen, så er der nu hjælp at hente.


En ny app, som er udviklet af Astma-Allergi Danmark, er nemlig i stand til via kunstig intelligens at forudsige pollental fem dage frem. 


Med prognosen kan man få en pejling om pollenmængderne de kommende dage – nøjagtig ligesom vejrudsigten varsler om mængden af sol, regn og vind, så man kan indrette sig derefter.
     


Se prognosen i appen

Femdøgnsprognosen er skabt i samarbejde med it-firmaet Miracle, som har udviklet en helt ny og banebrydende teknologi baseret på machine learning, som er en teknik inden for kunstig intelligens. Det betyder kort sagt, at det er lykkedes at kombinere historiske pollen- og vejrdata med aktuelle prognoser, der via avancerede algoritmer kan forudsige mængden af pollen fem døgn ud i fremtiden.  


Algoritmerne er blevet testet, optimeret og tilpasset igennem lang tid, og resultaterne er så lovende, at femdøgnsprognosen nu bliver tilføjet som en funktion i Astma-Allergi Danmarks app Dagens Pollental, der har flere hundrede tusinde brugere. 


På sigt er ønsket at kunne levere mere præcise prognoser for endnu flere lokationer i Danmark, og at pollenprognoserne også vil blive tilgængelige på andre af foreningens medier.

Prognosen som pejlemærke

Pollenprognosen er lige nu i betatest, hvilket betyder, at funktionen er tilgængelig i appen Dagens Pollental, men stadig er under udvikling. Derfor skal man være opmærksom på, at der i prognoser, der rækker ud over to døgn, kan forekomme uregelmæssigheder.


Det skyldes ikke mindst, at en stor del af prognosearbejdet beror på vejrudsigten fra DMI, som har stor betydning for pollenmængderne. Prognoserne er altså i høj grad styret af vejrudsigten, hvor der også kan forekomme afvigelser, og det er vigtigt at huske, at prognoserne ikke er et facit. De skal bruges som pejlemærke, så man kan tage de nødvendige forholdsregler i forhold til sin pollenallergi.  


Projektet med at udvikle pollenprognoser ved hjælp af machine learning er opstået på baggrund af et behov og efterspørgsel blandt Astma-Allergi Danmarks medlemmer og landets mange pollenallergikere.


– Vi arbejder kontinuerligt med at optimere og effektivisere vores pollentællinger. Derfor er vi meget glade for, at det endelig er lykkedes at levere en femdøgnsprognose,” siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark, i en pressemeddelelse.


Den nye femdøgnsprognose for pollen er en del af Astma-Allergi Danmarks app Dagens Pollental. Download appen gratis fra AppStore eller Google Play. 

Mest læste artikler