Beskyt din bil mod vejsalt

Hverken sko, støvler, cykler, hunde eller katte har godt af vejsalt. Heller ikke din bil har det sjovt om vinteren, og derfor kan det være en god idé at være ekstra god ved din bil, så den kommer godt igennem den kolde tid. Her er de bedste råd til, hvordan du beskytter din bil mod de saltede veje.

Salt på vejene er stort set overalt, når det bliver koldt, og det skal vi være glade for. Det gør det nemlig meget lettere at køre på vejene og forhindrer dermed, at vi kører galt. Desværre kan vejsaltet gøre vinteren en smule sværere at komme igennem for dit køretøj. De saltede veje kan nemlig være årsag til, at din bil ruster hurtigere end nødvendigt. Det skyldes, at når vand og fugt kommer i kontakt med jern, så bliver jernet oxideret gennem en kemisk reaktion, som gør, at rust opstår.

Jørgen Jørgensen, tekniker ved FDM, fortæller:

”Kombinationen af salt, vand og fugt er oplagt for at få noget til at ruste, og det er ikke kun karosseriet. Det kan også være mekaniske dele i undervognen, der ruster.” 

Selvom der i de senere år er kommet tiltag, som har betydet mindre salt på vejene, så er det alligevel en god idé at tage sig nogle forbehold og passe godt på sin bil. Det er fx en skrøne, at bilen tager skade af at blive vasket i frostvejr. Det må du altså godt – du skal bare huske at tørre den godt af.

Sådan beskytter du din bil

  1. Få foretaget en undervognsbehandling.

  2. Vask bilen oftere end normalt. Gerne én gang om ugen.

  3. Vask bilen med undervognsskyl.

  4. Giv bilen rustbeskyttelse og lak

  5. Vask og skrub selv bilen, da vaskehallens børster ikke altid får al saltet fjernet.

  6. Rens skærmkanter, dørkarme og gummilister.

  7. Brug autoshampoo til bilen.

  8. Brug en blød og langskaftet børste.

  9. Tør bilen med et vaskeskind.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler