”Kager uden mel” er titlen på den lille men meget brugbare og inspirerende bagebog, som indeholder opskrifter på kager med masser af forskellige ingredienser – men ingen hvedemel. Med i købet får du facts om råvarer og historiske anekdoter. Prøv opskriften på boghvede- og banankage sidst i artiklen.
Kager uden mel lyder måske ikke som rigtige kager, men du vil nok blive overrasket over, hvor mange lækre ting man faktisk kan bage uden at savne melet i dejen. Med opskrifterne er det ikke et spørgsmål om at vælge hvedemel fra, men om at vælge en masse andet til – fx nødder, mandelmel og tørret frugt.
Kendte kager plus lidt til
Bogens forfatter, Lise Lotz, vil gerne vise, at kager ikke automatisk indeholder mel, og langt de fleste kager i bogen er oprindelig uden mel – der er altså ikke tale om nye opfindelser og tilpasninger til et mel-frit køkken. Der er kager, som de fleste kender, gulerodskage, fragilité og chokolade-valnøddekage, men også mere eksotiske som hummus-småkager og kastanjekage.
En bonus ved opskrifterne er, at de også kan bruges af folk, der er intolerante over for gluten, da ingredienserne er naturligt glutenfri.
Facts om råvarerne og historiske anekdoter
En anden bonus ved bogen er, at den igennem de 48 sider er fyldt med facts om de mere eller mindre kendte råvarer, der indgår i kagerne, historiske anekdoter og forklaringer på kagernes navne. Vidste du for eksempel, at kagen pavlova er opkaldt efter en russisk balletdanserinde? Eller at beduiner har brugt dadler som prævention til deres hunkameler?
Med ”Kager uden mel” får du stillet lækkersulten og bliver samtidig lidt klogere.
Lise Lotz Kager uden mel Forlaget Vingefang 48 sider Vejl. pris: 100 kr
225 g boghvedemel 225 g sukker 1 tsk. bagepulver 1/2 tsk. salt 2 æg 2 dl vindruekerneolie 100 g rosiner 150 g dadler 2 bananer
Evt. pynt: 50 g valnødder eller pecannødder
Boghvede er – på trods af navnet – slet ikke i familie med hvede. Planten er derimod beslægtet med rabarber.
Sådan gør du Rør de tørre ingredienser boghvedemel, sukker, bagepulver og salt sammen i en skål. Tilsæt æg og olie, og rør det til en jævn dej. Rør rosiner og dadlerne – skåret i småstykker – i dejen. Mos bananerne, og tilsæt dem til dejen. Rør til de er godt fordelt.
Hæld dejen i en smurt randform. Bag kagen ved ca. 175° i 35-40 min.