Claus Meyers liv med chokolade
Claus Meyer har været vild med chokolade, siden han var helt lille – og det er der nok en del andre, der kan nikke genkendende til. Hvis du, eller en du kender, er en af dem, er bogen “Chokolade” et godt bud en gave. Her er nærmest opskrifter nok til et helt liv med chokolade – og både begynderen og den mere rutinerede chokolade-fan kan være med.
Historie og moderne chokoladeproduktion
Chokoladens historie menes at gå så langt tilbage som før vores tidsregning, Det vil sige, det gælder for råstoffet kakaobønner – selve chokoladen er en relativt ny opfindelse. Claus Meyer giver dig hele historien fra den engang bitre drik til produktionen af vore dages udgaver af chokolade, lys som mørk. Han giver dig også en udførlig guide til chokoladekøkkenets ingredienser, teknikker, pyntning og det rette udstyr.

Chokolade på alle tænkelige måder
De traditionelle chokoladekager har selvfølgelig deres plads i bogen, men den er også god, hvis du har lyst til at indtage chokoladen på andre måder. Claus Meyer har i samarbejde med chokolade-ekvilibristen Morten Borup udviklet opskrifterne, som spænder over alt fra kager, boller og tærter til is, flødeboller og fyldte chokolader. Du får også tre bud på kakaodrikke, blandt andet den caraibiske med banan, kokos, vanille og rom.
Chokolade af Claus Meyer, udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof, 272 sider til 300 kroner.