Kagedage – lækre og flotte kager til enhver anledning

Med bogen "Kagedage" får du en række opskrifter på alt fra cupcakes til tærter og cheesecakes. Der er kager til enhver årstid og anledning - også selvom det bare er en grå regnvejrssøndag. Prøv for eksempel opskriften på en cheesecake med chokolade og limefrugt.

En kagebid af USA

“The Hummingbird Bakery” er navnet på det engelske kagehus, der står bag opskriftsbogen “Kagedage”. De har en række steder i London, hvor du kan smage på de søde sager, som faktisk har oprindelse i det amerikanske. Der er selvfølgelig cupcakes i alle afskygninger – prøv f.eks. dem med chokolade og rødbede. Den klassiske cheesecake fylder også en del af bogens 256 sider, men der er også masser af tærter, sandkager, lagkager, småkager og snitter at sætte tænderne i.

Kager til sommer, regnvejr og fest

“Kagedage” består af ni afsnit, med kager til specielle anledninger. Tanken bag kagerne er, at der skal være noget til enhver lejlighed; den helt store fest, halloween, romantikken på Valentinsdag og den kedelige regnvejrssøndag.

Flotte kager og gode tips

Grundlæggeren af “The Hummingbird Bakery”, Tarek Malouf, deler ikke bare ud af kage-lækkerierne, men også af de gode tips og tricks til at nå et godt resultat, når du kaster dig ud i opskrifterne. Afsnittet Bagetips handler om ingredienser, metoder, teknikker og udstyr. Du får også fremgangsmåden til cupcake- og lagkageglasur og ideer til fin pynt. Bogen er hele vejen igennem fyldt med så flotte billeder af bagværkerne, at det er svært ikke straks at gå i køkkenet.

Kagedage – Opskrifter fra Hummingbird Bakery
Tarek Malouf
Lindhardt & Ringhof
256 sider
Vejl. pris: 250 kroner

Cheesecake med chokolade og limefrugt

Foto: Kate Whitaker8-12 pers.

Dej:
250 g chokoladecookies
100 g usaltet smør, smeltet

Fyld:
800 g flødeost naturel
150 g sukker
3 store æg
Skal og saft af 6 usprøjtede limefrugter + skal af en ekstra usprøjtet limefrugt, til pynt
20 g mørk chokolade, revet

1 springform med løs bund, 20 cm i diameter.

    • Læg bagepapir i bunden af formen. Blend cookies til fine krummer i en foodprocessor. Eller læg dem i en plasticpose og knus dem med en kagerulle.
    • Kom krummerne i en skål, tilsæt smeltet smør, og rør rundt, til alle krummer er dækket, og det samler sig. Kom krummemassen i formen, og tryk den ned mod bunden og ud i kanten med bagsiden af en ske. Stil formen i køleskabet i 20-30 minutter.
    • Varm ovnen op til 160 grader.
    • Lav fyldet: Rør flødeosten glat med en elektrisk mikse. der kører på middel hastighed. Tilsæt sukker og rør det sammen. Tilsæt æggene et ad gangen, og rør rundt efter hver tilsætning. Skrab skålens sider ned. Rør limesaft og -skal i fyldet.
    • Fordel fyldet over kiksebunden. Stil formen oven på et stykke sølvpapir, og fold det op omkring siderne. Placer derefter form med sølvpapir i en bradepande, og hæld vand i bradepanden, så det når op til 5 mm fra formens øverste kant – på den måde bages kagen i et vandbad og undgår at tørre ud.
    • Bag kagen i 30-40 minutter, eller til den er gylden, gerne lidt mørkere i kanten, og virker spændstig. Midten må gerne være lidt blød. Lad kagen køle helt af i formen, og stil den i køleskabet nogle timer, gerne natten over.
    • Når kagen er fast, kan den tages ud af formen. Drys med lidt revet limeskal og chokolade.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler