Mad med kærlighed – prøv en crumble med æbler og brombær
Nem og indbydende mad er nøgleordene for kogebogen "Mad med kærlighed" af madskribent Marie Melchior. Prøv en af opskrifterne fra bogen - Crumble med æble og brombær.
“Mad med kærlighed” er en indbydende kogebog med nemme retter, der alle er smukt illustreret. Madskribenten, Marie Melchior, står bag kogebogen, og ideen har været at samle en række opskrifter, der giver lyst til at gå i køkkenet og kokkerere. Det må siges at være lykkedes ret godt.
Anderledes kategorier af opskrifter
I “Mad med kærlighed” kan du finde opskrifter i 7 forskellige kategorier: Mad i en fart, Comfort food, Picnic i sneen, Forkæl dig selv, Magiske eftermiddage, Ud i det blå og Ferie, ferie, ferie. Bag kategorien, Magiske eftermiddage, gemmer sig blandt andet opskrifter på knækbrød, blommekage og andre lækre ting til eftermiddagskaffen.
Fakta om bogen
Mad med kærlighed af Marie Melchior – fra forlaget Lindhardt og Ringhof. 288 sider – 300 kroner som almindelig bog og 150 kroner som e-bog.
Crumble med æbler og brombær
6-8 stk
Ingredienser
Fyld: 5 æbler 1 usprøjtet citron 100 g lys rørsukker 200 g brombær 100 g marcipan
Crumble: 200 g koldt smær 250 g mel 50 g lys rørsukker 75 g hasselnødder 1 spsk stødt kanel
Skær æblerne i mindre stykker med skræl. Riv skallen fint at citronen. Pres citronsaft ud over æblestykkerne og rør den revne citronskal i sammen med rørsukker. Tilsæt brombær og bland det hele sammen, Fordel frugten i 6-8 små forme eller ramekiner. Riv marcipanen over frugten.
Skær smør i tern. Ælt smør, mel og rørsukker sammen, til det er som krummer. Hak hasselnødderne og bland i sammen med stødt kanel. Fordel crumbledejen over frugten. Bag i en 200 grader forvarmet ovn i 25-30 minutter, indtil frugten bobler og crumblen er sprød.
Du kan også lave crumblen i et stort tærtefad i stedet for mange små – bagetiden skal dog øges til 35-40 minutter.