Bring tingene hjem og brug dem

Ideer og opskrifter til alle årstider
Bogen er meget enkelt delt op i de fire årstider med en kort introduktion til dem alle om, hvad du særligt kan gøre og bruge forår, sommer, efterår og vinter. Forfatterne har igennem et år selv været ude og betragte og bruge naturen og blevet inspireret til at bruge den i deres hjem. Bogen igennem får du desuden små bonusoplysninger om fx vilde nødder, hyldebær og hyben.
Pia Krøyer og Christina B. Kjeldsen
Tag naturen med hjem
Gyldendal
216 sider
Vejl. pris: 349,95 kr.
Kvædebrød
Et aromatisk stykke frugtkonfekt, der ikke ligner nogen anden dansk sød sag, men som sender tankerne til mellemøstlige basarer. Det har ikke noget at gøre med brød, men er nærmere en stiv og krydret frugtmos, der bliver fast nok til at skære i på grund af kvædens naturligt høje indhold af pektin.
1,5 kg kvæder
2,5 dl vand
500 g sukker
500 g honning
perlesukker
Sådan gør du
Gnub kvæderne i et viskestykke, så de hvide dun kommer af. Skyl kvæderne grundigt i vand, fjern stilk og blomst, og skær dem i mindre stykker. Det er ikke nødvendigt at fjerne kernehuset.
Kog kvæderne i en gryde med vand i ca. 30 minutter. Tag nu kvæderne op af vandet, og mos dem igennem en si. Kom kvædemosen tilbage i gryden, og tilsæt sukker og honning. Kog massen videre i ca. 30 minutter, rør jævnligt i gryden. Mosen skal være tyk.
Fordel kvædemosen i et ovnfast fad i ca. 1 cm tykkelse, og stil formen ind i en forvarmet ovn ved 125-140 grader. Bag kvædebrødet i ca. 2 timer. Lad det køle helt af, inden du skærer det ud i små tern eller stænger og vender dem i perlesukker.
Opbevares i en lufttæt beholder eller dåse, hvor kvædebrødet kan holde sig i ca. 2-3 uger på køl.

Havtornsirup
Til ca. 1 syltetøjsglas
150 gram havtorn
2 dl vand
150 gram sukker
Kog bærrene i vandet i ca. ó time, og si kogesaften fra igennem et rent viskestykke. Lad kogesaften (ca. 150 ml) simre sammen med sukkeret i ca. en time, til du har en gylden sirup. Brug havtornsiruppen til desserter, pandekager, på brødet og til osten.
