Newyorker by Heart – kogebog fra det amerikanske køkken

Amerikansk madkultur er andet end burgere. Det vil den populære madblogger Birthe Lynggard gerne åbne danskernes øjne for med bogen "Newyorkerbyheart". Her er amerikaner-opskrifter til alle dagens måltider - og til snacks'ene indimellem. Prøv selv opskriften på farsbrød sidst i artiklen.

Fra madblogger til kogebogsforfatter

Bogens titel “Newyorkerbyheart” er ikke helt tilfældig. Det er nemlig også navnet på den blog Birthe Lynggaard har skrevet siden 2006. Rigtig mange danskere følger med, og nu er der mulighed for at prøve helt nye opskrifter fra bloggeren i hendes nye bog. Hun har taget det ærkeamerikanske køkken med hjem efter sit au pair-ophold i 90’erne.

Mad fra morgen til aften

Amerikanerne forstår at lave en solid og mættende morgenmad. Lav fx. en omgang pandekager, æg eller hash browns – eller det hele på en gang til en stor brunch. Senere på dagen kan du dække op til forskellige sandwiches eller salater og til aften bbq-chicken, grilled corn eller noget helt andet – der er masser at vælge imellem, også til den søde tand. Og bare rolig – den uundværlige burger er der også, endda i flere forskellige versioner.

Opskrifter med personligt krydderi

Birthe Lynggaard har haft den amerikanske madkultur tæt inde på livet og forelskede sig i den under opholdet hos den madglade familie i USA. Alle opskrifterne i bogen indledes med en kommentar fra forfatteren. Hun fortæller, hvor opskriften stammer fra, hvor hun fik retten første gang, eller hvilke minder hun forbinder med den. Her er masser af inspiration til at lave mad fra det ægte amerikanske køkken. Eneste minus er, at teksten enkelte steder står i en type, som er lidt svær at læse. Det gælder dog kun kommentarerne. Opskrifterne er enkle og nemme at gå til.

Birthe Lynggaard
Newyorkerbyheart – amerikansk homecooking
Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck
176 sider
Vejl. pris: 270 kr.

Meatloaf (farsbrød)

Foto: Line FalckDet skal du bruge:
400 g hakket oksekød
175 g champignon, skåret i skiver
2 skiver hvidt brød, uden skorper
1 æg
1 dl mælk
1 dl revet mozzarellaost
8 TUC-kiks, knust
1 rød peberfrugt, skåret i små tern
1 løg, hakket
1 spsk. dijonsennep
2 spsk. Worcestershire sauce
salt, friskkværnet peber
lidt olie

Sauce:
3 dl ketchup
1½ spsk. dijonsennep
1½ dl brun farin
1 tsk. chilipulver
Desuden: persille, hakket

Sådan gør du:
Varm olie op på en pande, og sauter løget, til det bliver blødt og gennemsigtigt. Rør i det af og til. Tilsæt champignon, og lad dem stege, til champignonerne falder sammen, og væden fra dem er fordampet. Tag det af varmen, og lad det køle lidt af.

Pluk brødet i mindre stykker, og kom det i en skål sammen med æg og mælk. Rør det sammen, og lad det stå i ca. 5 minutter, til det meste af væden er suget op. Tilsæt resten af ingredienserne, og slå det hele let sammen med en gaffel, til det er blandet. Rør ikke mere end højst nødvendigt, for så bliver farsbrødet meget kompakt. Kom farsen i et let smurt ovnfast fad, og form den til et ”brød”. Sæt i en 175 grader varm ovn (varmluft) i 20 minutter.

Imens røres ingredienserne til saucen sammen, chilipulver kan udelades, eller mængden kan skæres ned. Efter en halv time tages fadet ud af ovnen, og saucen hældes ved. Sæt fadet i ovnen igen, og giv det yderligere en halv time. Server med kartoffelmos og dampede ærter.

Tip:

Skift eventuelt noget af ketchuppen ud med barbecuesauce, hvis du vil have en mere røget smag. Fyldet i farsbrødet kan selvfølgelig varieres efter smag. Du kan også erstatte noget af kødet med flere grøntsager, hvis du ønsker det.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler