Sunde småkager – opskrift på tre varianter

Har du lyst til noget sødt, men ønsker at holde den sunde linje? Kagebogen "Sundt sødt" giver dig en række opskrifter med nærende ingrendienser, der mætter næsten ligeså godt som fuldkornsrugbrød. Husk bare at sunde sager ikke nødvendigvis er slankende.

Sundt med sød smag
Knas og kager er som regel forbundet med masser af sukker og smør. I opskriftsbogen “Sundt sødt” finder du en masse alternativer til usunde fristelser, så du kan stille din trang til noget sødt på en fornuftig måde. Bogen indeholder opskrifter på alt fra desserter og snacks til både is og kager – altsammen i sunde udgaver.

Tørret frugt erstatter sukker
I stedet for sukker indeholder opskrifterne dadler, tørrede figner og abrikoser. Kagerne og konfekten er derfor spækket med kostfibre. Tørret frugt forstyrrer ikke blodsukkeret nær så meget som slik og sukker, men  indeholder stadig mange kalorier. Så er du på slankekur, må du stadig holde lidt igen med de lækre sager fra bogen.

Her er en opskrift fra bogen.

3 forskellige slags småkager af 1 dej
(18-20 stk.)

Grunddej:
100 g boghvedemel eller fuldkornsrismel
100 g amarantmel
60 g glutenfri havregryn
3 spsk kokosolie
300 g dadler
1 tsk bagepulver
2 tsk vaniljepulver

Ingredienser til at lave tre varianter af grunddejen:
Variant 1: 2 spsk kakaopulver
Variant 2: 50 g hakkede nødder
Variant 3: Lad den sidste tredjedel af grunddejen være, som den er.

Sådan gør du

  1. Kom alle ingredienser til grunddejen i en foodprocessor, og kør det til en jævn masse.
  2. Del dejen op i tre, så du kan lave de tre forskellige slags småkager.
  3. Tilsæt kakaopulveret til en tredjedel af dejen, ælt grundigt de hakkede nødder ind i den sidste tredjedel af dejen. Lad den anden tredjedel af dejen være neutral.
  4. Rul kugler af dejen. Læg dem på en bageplade med bagepapir. Tryk kuglerne til flade småkager
  5. Bag ved 175 grader midt i ovnen i cirka 8-10 minutter.

Sundt sødt af Pia Krøyer fra Politikens Forlag, 128 sider. Pris 200 kr.

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside

Twitter Print

Mest læste artikler