Opskrifter med forskellig sværhedsgrad
“Spis grønt hele ugen” indeholder 141 opskrifter med årstidens friske råvarer. Alt fra suppe og saucer til gryderetter og desserter – og i forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med. Kogebogen er skrevet af Alice Hart, og hun udforsker madtraditioner fra hele verden. Du kan fx. finde opskrifter på porreterrine med dijon-mayonnaise, falafel med squash og koriander – eller denne vintersuppe med squash og majs.
Vintersuppe med squash og majs
Til 4 personer
Forberedelsestid: 20 minutter
Tilberedningstid: 25 minutter
Det skal du bruge
1 lille butternutsquash
40 g smør
1 lille finthakket løg
1 finthakket fennikelknold
1 finthakket gulerod
1 finthakket fed hvidløg
1/2 tsk tørrede chiliflager
2 spsk hvedemel
7 dl grøntsagsbouillon
2 dl sødmælk
2 majskolber, kerner skåret af
1 lille bundt finthakket dild
Et skvæt limesaft, til servering
Sådan gør du
Skræl butternutsquashen med en grøntsagsskræller. Halvér den på langs, grav kerner ud, og skær kødet i store terninger.
Smelt smørret i en stor, dyb gryde og steg løg, fennikel, gulerod og hvidløg ved lav varme og under omrøring til det er blødt, men ikke har fået farve – det tager 10 minutter. Tilsæt chiliflager og mel og rør rundt 1 minut yderligere. Tilsæt squashterningerne og grøntsagsbouillon. Bring det i kog, og lad det simre til squashen er mør – det tager ca. 10 minutter.
Tilsæt mælk, majskerner og dild, og lad det simre fem minutter yderligere. Krydr med salt og peber, og tilsæt 1 sprøjt limesaft.