Sylt for pokker med Annes syltebog

Tv-kokken Anne Jernøe har lavet en dejlig syltebog, hvor alle kan være med - unset om det drejer sig om syltetøj, marmelade, chutney eller relish.

Hjemmelavet smager bedre
I de gode gamle dage syltede man af nød, fordi det var nødvendigt at gemme forråd af vitaminer og velsmag til de mørke, kolde måneder, hvor haver og marker lå uproduktive hen. Det behøver vi ikke i dag, hvor supermarkeder og specialforretninger altid kan levere. Men vi bør nok gøre det alligevel, for det er hverken svært eller dyrt, og så smager resultatet så meget bedre, end det vi kan købe.

Det er ikke svært
Tv-kokken Anne Jernøe fører os i “Annes syltebog” nænsomt ind i syltningens glæder. Bogen rummer et hav af opskrifter, der er lige at gå til, og det er både syltetøj, marmelade, chutney, relish osv. Der er gode tips om at høste fra egen have, og har du ikke overflod i haven, så er der også hjælp at hente, se fx opskriften på abrikosmarmelade herunder.

Du bestemmer selv

Står du til gengæld med en overflod af frugt eller bær, så er der gode råd at hente om, hvordan du varierer, de ting du laver. Måske er din smag ikke helt som forfatterens, men så er det da bare om at komme videre og kombinere dine bær med nye krydderier og ende op med en syltetøj, der med garanti ikke kan købes friskere og mere velsmagende end din. Så sylt for pokker! Du vil nyde resultatet til vinter.

Rårørt abrikosmarmelade
125 g tørrede abrikoser
1 dl vand
Fintreven skal og saft fra 1 usprøjtet appelsin
Fintreven skal og saft fra 1 usprøjtet lime
Ca. 100 g sukker
Atamon eller spiritus til skylning af glas

Sådan gør du
Hak abrikoserne fint, og læg dem i blød i vandet i ca. 2 timer. Tilsæt skal og saft fra appelsin og lime samt halvdelen af sukkeret. Rør jævnligt i marmeladen til sukkeret er opløst. Smag til undervejs, og tilsæt evt. mere sukker. Hæld marmeladen på skoldede glas, der er skyllet med atamon eller spiritus, og luk til med det samme.

Annes syltebog, Anne Hjernøe Christensen, 256 s., 250 kr., Politikens Forlag.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler