Ny bog giver inspiration til udeliv med ungerne – få lækre bålopskrifter

”Unger og udeliv” er en ny bog for børn og familien. Bogen giver masser af ideer til udendørs aktiviteter hele året. Uanset om dine børn gerne vil udforske de små dyr og planter, eller I skal ud i de lidt mere krævende aktiviteter som kanotur eller geocatching. Du får også opskrifter, der er særlig egnede til ude-køkkenet. Prøv eksempelvis opskrifterne på urtepottebrød og pizza på dåse.

Ideer til opskrifter som er egnede til udekøkkenet

Foto: Adam GrønneUdforsk naturens muligheder
Med bogen ”Unger og udeliv” vil forfatteren Astrid Bjørg Mortensen gerne inspirere til udeliv året rundt. Mange børn – og voksne – bruger rigtig meget af deres tid indendøre, og det er en skam, mener hun. Bogen er fyldt med ideer og tips til, hvad man kan lave i det fri – og man behøver ikke at have en stor skov som nabo for at bruge bogen. En have, park eller gård er i mange tilfælde tilstrækkeligt.


Overskueligt at finde gode råd

Bogen er opdelt i afsnittene Mad på bål, Naturen som legeplads, På tur i naturen og Naturen som spisekammer. Det er nemt at finde inspiration til de forskellige årstider, og der er gode råd til færdsel i naturen og det basisudstyr, der er godt at have i orden til fx teltturen.

Foto: Adam GrønneForfatteren har selv erfaring
Astrid Bjørg Mortensen ved, hvad hun taler om, når hun guider dig og familien rundt i naturen. Hun er erfaren spejderleder og er uddannet cand.scient.soc. med speciale i børns læring i naturen. Hun indleder bogen med alle de fordele, hun ser ved udelivet, og hvilken positiv effekt det har for bl.a. børnenes motorik og miljøbevidsthed.

Unger & udeliv, af Astrid Bjørg Mortensen, fotos Adam Grønne, 261 sider, pris 300 kr., Gyldendal

 

Foto: Adam GrønneUrtepottebrød
Dejen skal hæve længe, så måske skal den laves, inden I begiver jer af sted til en bålplads og tænder op. På bål er det sjovt og rustikt at bage brødet i lerurtepotter. Find dem fx på et loppemarked.

25 g gær
5,5 dl lunkent vand
2 tsk salt
2 spsk olivenolie
200 g durummel
600 g hvedemel
Urtepotter og det dobbelte antal underskåle

Sådan gør du
Rør gæren ud i det lunkne vand, tilsæt salt, olivenolie og durummel og lad blandingen hæve en halv time, til den begynder at boble. Bland hvedemelet i, og ælt dejen sammen. Lad dejen hæve 3 timer i en skål smurt med olivenolie. Drys eventuelt med havsalt, timian, rosmarin, skvalderkål eller brændenældeskud.

Smør urtepotterne med margarine eller olie indvendig. Fordel dejen i urtepotterne, og sæt dem ind i bålet på underskåle, de må ikke være så fyldte, at dejen hæver op over kanten, når det bages. Brug underskåle som låg. Læg gløder rundt om urtepotten, og bag ca. 15-20 minutter. Som med alt andet brød på bål skal man holde øje og justere temperatur eller placering undervejs.

 

Pizza på dåse
Bålet bager ved meget høje temperaturer, og ilden og røgen får pizzaen til at hæve sig fra halvtarvelig fastfood til italiensk delikatesse. Find nogle metalkagedåser – af den slags oldemor havde vaniljekransene i – og læg dem i bålet. Så kan det lade sig gøre at bage pizzaer i et åbent bål.

Sådan bager du pizza på bål

Sådan bager du pizza på bål:

Åbn dåsen, og vend den på hovedet. Bred pizzadejen ud i kagedåsens låg, og put fyldet på. Sæt bunden på som låg over pizzaen. Lav en plads i udkanten af bålet på gløderne, læg eventuelt nogle gløder oven på dåsen. Hold øje med pizzaen indimellem, den skal have ca. 10-15 min., men det afhænger meget af, hvor varmt der er der, hvor dåsen står.

Pizzadej
25 g gær (eller 6 g tørgær)
2,5 dl lunkent vand
1-2 spsk olivenolie
1 tsk salt
ca. 350 g durummel, type 00 eller pizzamel

Rør gæren ud i vand – bruger du tørgær, skal det blandes med mel og røres i vandet. Hæld olie og salt i, og tilsæt melet lidt ad gangen. Ælt dejen godt – lidt længere end du gider – vend den samlede dejkugle i.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler