Mad lavet fra bunden
Eksperimentér og leg i køkkenet
Med bogen vil forfatteren gerne opfordre til, at man eksperimenter og sætter sit eget præg på retterne, når man er blevet fortrolig med at lave dem efter nogle gange. Bogen er delt op i retter til morgenmad, frokost, aftensmad, desserter og kager, snacks og lidt om køkkenudstyr og –redskaber. Til mange af opskrifterne har Timm Vladimir knyttet en kommentar med gode råd eller alternative tilberedningsmetoder.
Timm Vladimir
Timm Vladimirs køkken
Lindhardt og Ringhof
240 sider
Vejl. pris: 299,95 kr.
Nøddesmør
200 g hasselnødder
150 g mælkechokolade (ca. 30% kakao)
200 g mørk chokolade (ca. 50% kakao]
3 dl fløde
1–2 appelsiner (skal og saft)
150 g smør
Rist hasselnødderne i ovnen på 190° i 12–15 minutter. De må ikke blive alt for brændte. Gnid nødderne i viskestykke eller med grillhandske, så skallerne ryger af. Det er ikke nødvendigt at være super pertentlig, bare de fleste skaller kommer af. Blend de afskallede nødder til mel i en foodprocessor eller en (ren) kaffekværn.
Bræk chokoladen i mindre stykker, og smelt den i en gryde over vandbad. Lun i mellemtiden fløden op sammen med appelsinskallerne; den bør ikke koge. Lad appelsinskallerne trække i fløden i ti minutter. Bland smørret med den smeltede chokolade, og hæld derpå den lune appelsinfløde, hasselnøddemel og appelsinsaft i massen. Hæld nøddesmørret på steriliserede glas, og lad dem køle helt ned, før du skruer låg på – eller kaster dig over det.
En klassiker, som du sagtens kan fremstille selv. Lav den sammen med ungerne, så vil de også elske at spise den. Du kan eksperimentere med forholdet mellem lys og mørk chokolade. Nogle vil foretrække mere af den lyse, hvilket gør nøddesmørret sødere og dermed mere børnevenligt. Appelsinsaft og -skaller giver et dejligt pift frugtsødme, som jeg selv godt kan lide. Det kan udelades, hvis du er Nutella-fundamentalist. Du kan også sagtens erstatte hasselnødderne med mandler eller andre nødder.
Glaseret lammekølle
1 bundt bredbladet persille
2 spsk korianderfrø
1 spsk sennepsfrø
1 udbenet lammekølle
4 fed hvidløg
2 spsk muscovado-sukker (eller mørk rørsukker)
2 spsk olivenolie
1 spsk balsamico, gerne 12 års
Forvarm ovnen til 180°.
Blancher persillen i kogende vand i 15 sekunder, tag den op af gryden, og dyp den i iskoldt vand i fem sekunder. Lad den derefter lufttørre på et klæde.
Rist korianderfrø og sennepsfrø et minuts tid på en meget varm og tør pande. Ryst panden hele tiden.
Åbn den udbenede kølle – slagteren har sikkert omviklet den med stegesnor – og bred persille, koriander og sennepsfrø ud på køllens inderside. Rul kødet sammen igen, og bind den op med stegesnor.
Læg køllen i et ovnfast fad. Skær små snit i køllen, og put et halvt fed hvidløg i hver. Rør muscovado-sukker ud i olie og balsamico, og pensl lammet med marinaden. Sæt køllen i ovnen i en times tid. Centrumstemperaturen skal være cirka 55°, så er den rosa i midten og smager fantastisk. Lad køllen hvile utildækket i 15-20 minutter, før du skærer i den.
Timm Vladimir
Timm Vladimirs køkken
Lindhardt og Ringhof
240 sider
Vejl. pris: 299,95 kroner