Tankemylder og søvnløshed
Du lægger dig i sengen og er klar til at sove, men så snart du slukker for lyset, vælter det frem med tanker. For nogle mennesker betyder det, at de først falder i søvn flere timer efter, de har lagt sig til at sove.
Det kan være rigtig frustrerende, da manglende søvn kan ødelægge din koncentrationsevne og dit overskud den efterfølgende dag.

Amerikansk studie om søvnteknikker
Hvis søvnløsheden skyldes tankemylder om alle de gøremål, der venter dig den kommende dag eller uge, kan en simpel teknik give dig ro til at falde i søvn. Det siger en undersøgelse fra Baylor University i USA, ifølge en artikel fra livescience.com som du kan læse her (artikel på engelsk).
I undersøgelsen har amerikanske forskere testet nattesøvnen hos 57 mænd og kvinder i alderen 18-30 år i et kontrolleret søvnlaboratorie. Her målte man testpersonernes hjerneaktivitet natten over, efter de havde lavet to forskellige skriveøvelse, inden de gik i seng.
Resultat af søvnstudie
Den første halvdel af testpersonerne skulle skrive om, hvad de i dagene op til forsøget havde fuldført, imens den anden halvdel skulle skrive en huskeliste til de ting de skulle huske i de kommende dage.
Resultatet viste, at de testpersoner, der havde skrevet en liste over, hvad de skulle huske, faldt gennemsnitligt i søvn 9 minutter hurtigere, end de testpersoner, der skrev, hvad de i dagene op til forsøget allerede havde klaret.

En huskeliste kan få dig til at sove hurtigere
Selvom 9 minutter måske ikke lyder af meget, så viste undersøgelsen altså, at en huskeliste har en tydelig effekt på at falde søvn. Desuden udtaler Michael Scullin, der er hovedforfatter på forsøget, i et interview med Time Magazine (artikel på engelsk), at effekten er på linje med nogle typer sovemedicin.
Hold dig derfor ikke tilbage for at få styr på tankerne med en huskeliste, inden du lægger dig til at sove.
Du kan læse mere om søvnstudiet i tidsskriftet Journal of Experimental Psychology her.