Første april er den eneste dag, hvor du får lov til at ringe til din mand og sige at du er kommet til at ødelægge hans playstation eller at fortælle din kone, at der er nogen, der er kommet til at bakke ind i hendes bil.
Du har garanteret læst avisernes april-jokes og været stolt over, at du har helt på egen hånd har gennemskuet, at artiklerne bare var aprilsnarre.
Vi har udvalgt de 1. april-jokes, som vi husker bedst gennem tiden.
Satelit TV uden parabol
Hvis du så TV-avisen d. 1 april i 1985 blev du måske også narret. Tilsyneladende skulle en dansk opfinder have fundet en måde, hvorpå du kunne modtage satelit TV uden at have parabol.
Hvis du havde en stegepande var opfordringen, at du blot skulle beklæde den med sølvpapir og vikle en antenneledning om håndtaget.
Ran slirpa
Lagde du mærke til, at overskriften på denne aprilsnar simpelthen ER aprilsnar stavet bagfra? Det var i hvert fald de færreste dansker der gjorde det i 1982, hvor Radio Syd fortalte nyheden om, at skuespilleren Larry Hagman lagde turen forbi Haderslev Rådhus.
Hintet der skulle hjælpe danskerne med at gennemskue aprilsnarren var, at Larry Hagman ville være ledsaget af hans bodyguard Ran Slirpa. Der var dog ikke mange, der kunne gennemskue hintet, og folk valfartede til rådhuset for at få et glimt af skuespilleren.
Gratis vin
En af de mest kendte norske aprilsnarre, som virkelig narrede folk skete i 1940 i Oslo. Aftenposten kunne meddele, at Vinmonopolet manglede flasker og opfordrede derfor folk til at møde op med bøtter, hvis de ønskede gratis vin.
Da Vinmonopolet åbnede kl. 10.00 d. 1 april, havde folk stillet sig op i lange køer for at få fyldt op med gratis vin. Desværre måtte de tørstige kunder gå hjem uden.
Et mystisk projekt
TV avisen bragte i 1993 en historie om, at landbruget og fiskeriet havde indgået et samarbejde om et projekt. Projektet gik ud på, at køer skulle byttes ud med gensplejsede lungefisk, som blev opdrættet på marker, hvor de skulle vandes og fodres med græs.
Falske 20-kronesedler
Roskilde Tidende fandt i 1980 på en aprilsnar, der fik folk til at strømme til posthusene. Aprilsnaren gik ud på, at man kunne få ombyttet sine falske pengesedler på posthuset med ægte pengesedler af den nyindførte 20-kronesedler. Pengesedlerne var falske, hvis den ene gråspurv kun havde et ben. Fidusen her var, at den ene gråspurv af tegnemæssige årsager faktisk kun havde ét ben – Men folk hoppede på aprilsnaren og stod i lange køer for at få ombyttet pengesedlerne.
VHS-kassette comeback
I 2016 oplyste BBC, at VHS-kassetterne var på vej tilbage på butikshylderne. – Flere og flere foretrækker originalformat, fortalte direktøren i BBC-store og henviste til trenden med vinylplader. Derfor skulle de møde markedet ved at genindføre VHS-kassetterne. Så kunne kunderne se deres yndlingsfilm i det kære og tidløse VHS-format.