11 madvarer som (næsten) aldrig kan blive for gamle

Udløbsdatoer er blevet en svær størrelse og man kan risikere at smide gode madvarer ud, som sagtens kunne være blevet spist. Vi har samlet 11 madvarer, som du ikke bør smide ud (endnu).

1. Hvide ris

Forskere fra Utah State University har undersøgt, hvor lang tid hvide ris kan holde sit ernæringsniveau og sin smag – og resultatet var lamslående. Hvide ris kan holde sig i 30 år, hvis de opbevares i en lufttæt beholder i ca. 4,5 grader. Så inden du smider dine hvide ris ud, må du overveje en ekstra gang, om det er madspild.

Brune ris kan til gengæld ikke holde sig længe. På grund af dens naturlige olier, kan de brune ris kun holde sig i 6 måneder.

2. Tørrede bælgfrugter

Produkter fra bælgfamilien, det vil sige tørrede bønner, ærter, linser og lignende kan faktisk holde sig dobbelt så lang tid, som der angives på emballagen. Selv om du f.eks. har haft en pose tørrede kikærter stående i et par år, burde den stadig kunne holde sig helt fint.

3. Konserves

Dåsemad kan holde sig dobbelt så lang tid, som der står på dåsen, altså helt op til flere år ekstra. Du skal dog være opmærksom på, hvordan du opbevarer dem, da de ikke må stå i direkte sollys, men i stedet opbevares mørkt og køligt, f.eks. i køkkenskabet. Dåsemaden kan godt miste lidt smag med tiden, men du kan sagtens spise det uden problemer.

4. Slik

Varer med højt sukkerindhold kan ofte holde sig i flere år, da sukkeret virker konserverende. Derfor kan du sagtens spise vingummier og lakrids, selv om udløbsdatoen er overskredet – dog hører chokolade ikke til denne kategori, da det ikke kan holde lige så længe som vingummier m.m., men chokoladen kan nu også sagtens spises efter udløbsdatoen, hvis det opbevares køligt.

5. Marmelade

Med marmelade gælder det samme som med slikket, der kan holde længere på grund af det høje sukkerindhold. Du skal dog være opmærksom på, at det kun gælder uåbnede glas.

6. Honning

Honning er en af de madvarer, som holder sig bedst og i længst tid – og det skal vi takke bierne for. Blandingen af kemi, nektar og enzymer skaber et mikromiljø, hvori bakterier ikke kan vokse eller leve.

Men den honning du køber i supermarkedet, er blevet yderligere behandlet og kommet i ny beholder, hvilket ændrer på mikromiljøet. For at den behandlede honning skal kunne holde sig, er det vigtigt, at beholderen er lufttæt. Ligeså snart der kommer luft til kerneproduktet, vil bakterieudviklingen ske og nedbrydningen vil gå i gang.

7. Salt

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at salt er et naturprodukt, som kan holde sig i lang tid. I mange år blev salt brugt til at bevare andre madvarers holdbarhed.

Saltets lange holdbarhed skyldtes i høj grad produktets høje indhold af natriumklorid. Men i dit bordsalt derhjemme, er saltet også blevet tilsat jod, som forkorter saltets levetid. Salt med jod kan ca. holde sig i 5 år.

8. Sukker

Generelt er et produkts holdbarhed afhængig af fremstillingsmetoden og bevaringen.
Hvis du opbevarer dine madvarer korrekt, vil det holde sig i længere tid.

Sukker skal opbevares i lufttætte beholdere, så det sikrer sig mod fugt og andre bakterier. Når sukkeret begynder at klumpe og få en blødere, mere klistret konsistens, skal du overveje dens kvalitet inden brug.

Hvis du er i tvivl, om håndteringen af madvarer, kan du også læse, om hvilke madvarer der SKAL skylles inden brug. 

9. Soya

Soya har for alvor fået sit indtog i de danske køkkener, men mange ved ikke, hvor lang tid den kan holde sig.

Soya kan holde sig i længere tid, end man lige skulle tro. På grund af dens høje indhold af salt, kan soya stort set ikke blive for gammel, hvis du blot husker at opbevare den i købeskabet og fæstner låget efter brug.

10. Ren ahornsirup

Ligesom med honningen, kan ren ahornsirup næsten ikke blive for gammel. Det er en ren formalitet og sikring at Fødevarestyrelsen beder producenterne om at angive en udløbsdato – i visse tilfælde er den selvfølgelig vigtigt. Men udløbsdatoen på ahornsiruppen er ikke altafgørende.

11. Alkoholiske drikke

Alkohol er hjemmets bedste bakteriedræber og jo højere procenten er, desto renere er den for bakterier. Dine drikkevarer i barskabet kan derfor også holde sig længe. Men når du åbner en flaske, vil indholdet blive udsat for luft og bakterier, som både vil påvirke smagen og holdbarheden.

Det er umiddelbart svært at sige, hvornår en drikkelse er blevet for gammel – i stedet må du vurdere flaskens indhold fra gang til gang.

Hvis du er i tvivl, om en madvarer er blevet for gammel, bør du straks smide den ud. For gamle madvarer og drikke kan gøre dig alvorlig syg, så vær forsigtig.

Kilde: Mentalfloss.com, TV2.dk

Mest læste artikler