Du kan nemt forvandle havens æbler til most derhjemme - det kræver blot det rette udstyr. Du kan lave most af alle slags æbler, selvom nogle er mere egnede end andre. Hvis du vil have bobler i mosten, kan du også lave den til cider.
Æbler giver utrolig meget most fra sig – 25 kg frugt kan give op til 20 l most afhængigt af sort og udstyr. Og netop nu bugner æbletræerne af modne æbler. Gråsten, Cox Orange og Filippa er rigtig gode mostæbler, men du kan bruge alle slags æbler – også nedfaldsæbler.
Bland mad- og spiseæbler
Madæbler giver en syrligere most end spiseæbler, og ved at blande de to får du et ekstra godt resultat. En god rettesnor er en tredjedel madæbler til to tredjedele spiseæbler, men blandingsforholdet afhænger af din smag og sæsonen – jo flere solskinstimer, desto sødere æbler og most. Æblerne skal være fuldmodne – men tjek, at de ikke er melede. Et æble er modnet, når det slipper grenen ved et let vrid.
Findel æblerne med rivejern eller kværn
Det er vigtigt at vaske æblerne grundigt og fjerne eventuelle stødpletter og råd fra nedfaldsæblerne. Først skal æblerne findeles for at få det fulde mostudbytte. Du kan gøre det i hånden på et rivejern, men hvis der er mange æbler, bør du lade en æblekværn klare det. Vend rundt i den kværnede frugtpulp, før den kommes over i pressen. Hvis du vil bevare æblemostens lyse farve, kan du komme et par stængler rabarber med ned i kværnen. Oxalsyren i rabarberen forhindrer, at mosten mørkner.
Vigtigt, at kværnen tåler syrepåvirkningen
Et hjemmemosteri med æblekværn og -presse koster fra omkring 2.500 kr. og opefter afhængigt af blandt andet kvalitet, kapacitet, og om kværnen er hånddreven eller elektrisk. Det er vigtigt, at valserne i kværnen er af rustfrit stål, aluminium eller andet materiale, der tåler syrepåvirkningen fra frugterne.
Lej udstyret, eller slå jer sammen
En anden mulighed er at leje udstyret, hvilket kan lade sig gøre for omkring 300 til 500 kr. om dagen. Kværnen og pressen er de vigtigste redskaber til most-fremstillingen. Derudover har du brug for flasker eller anden emballage til at opbevare mosten i. Hvis du synes, det er for stor en udgift at købe et eget mosteri, kan du jo slå dig sammen med nogle venner og gøre æblemost-dagen til en større begivenhed.
Hjemmosteri til æblemost af den slags, du enten kan købe eller leje.
Brug mosteriet til andre frugter end æbler
Har du først investeret i dit eget mosteri, kan du bruge det til mange andre frugter – fx pærer, udstenede blommer, ribs og jordbær. Du kan også presse dig til dejlige blandede safter. Pæresaft har det fx med at blive for sød, men prøv at iblande lidt af den syrlige most fra madæbler. Blandingsforholdet afhænger af sorterne og din smag. Du kan smage dig frem til det perfekte miks med en ”prøve-presning”, hvor lidt af hvert presses efter tur.
En god sommerdrik får du ved at blande din hjemmelavede æblemost med ufortyndet hyldeblomstsaft. Blandingsforholdet er afhængigt af, hvor sød eller syrlig din æblemost er, men et godt bud er 1 del hyldeblomst-koncentrat til 9 dele most. Nyd drikken godt afkølet.
Lav æblemosten om til cider
Du kan også lave sprudlende cider (gæret æblemost) af havens æbler. Men det er en beslutning, du bør tage i god tid, før æblerne er klar til presning. Du har nemlig brug for en del mere udstyr end til fremstilling af æblemost, og du skal lære, hvordan gæringsprocessen forløber.
Fif til fremstilling af cider
Udstyr – blandt andet en vinballon og diverse måleredskaber. Regn med i hvert fald 1.500 kr. ud over kværn og presse.
Du kan ligesom ved æblemost bruge alle slags æbler. Den bedste cider får du af de sent modnede æbler – fx Holsteiner Cox og Topaz. Vigtigst af alt er, at æblerne er modnet helt færdige, så sukkerindholdet er så højt som muligt. Det er sukkeret, som gærer til alkohol.
Bliver du rigtig bidt af cider-fremstilling, kan du købe bestemte sorter æbletræer, der er særligt egnet til cider.
Du kan lave en mere eller mindre sød cider afhængigt af æblernes sødmegrad, og hvor længe du lader mosten gære. Tør cider kræver en længere gæringstid.
Den færdige cider vil normalt have et alkoholindhold på mellem 2 og 6%.
Ud over cider kan du også lave både æblevin og æbleeddike.