Den gule banan er truet – pink bananer kan være fremtiden

Verdens bananproduktion er domineret af én sort, og den er i stor fare for at uddø. Alternativet bliver andre banansorter - heriblandt både røde og pink slags.

Gule bananer er truet af udrydning

Bananen er én af verdens mest populære frugter, men bananen, som vi kender den, er desværre i stor fare. 99% af verdens bananproduktion er nemlig domineret af sorten Cavendish, og den er ramt af svampesygdomme, der truer den eksistens. 

Når Cavendish-sorten har så stor en markedsandel, bliver bananproduktionen sårbar, fordi det hele er baseret på én sort – og når den er ramt af sygdom, er gode råd dyre.

Kan bananen reddes?

Der forskes i måder at redde bananen ved at analysere både bananens og svampesygdommens genmateriale, og her fandt forskerne frem til gener, som potentielt kan modificeres til at gøre bananpalmerne mere hårdføre og svampene mere følsomme over gift. 

Sven-Erik Jacobsen, lektor i Afgrødevidenskab på Københavns Universitet, er dog skeptisk:

– Det er symptombehandling på et ubæredygtigt system. Jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at se problemet fra oven i stedet for, fortæller han til Videnskab.dk.

– Det vil være uhyre vanskeligt og omkostningsrigt at indbygge resistensgener over for svampen. Selv hvis man gjorde det, så ville det ikke fungere ret længe, fordi sygdommen hele tiden udvikler sig, fortæller han.

Nye banansorter

I stedet mener Sven-Erik Jacobsen, at det ville fungere bedre at forske i alternative måder at dyrke bananerne samt andre banansorter.  

– Jeg mener, at avlerne skal efterstræbe en større diversitet i banansorterne. Vi skal vel ikke alle sammen absolut spise den samme slags banan? Slet ikke når der findes så mange, siger Sven-Erik Jacobsen, som yderligere fortæller, at der faktisk findes omkring 1.000 forskellige banansorter.  

Hvis produktionen af Cavendish-bananen nedsættes kraftigt, kan sorten måske reddes, mener Sven-Erik Jacobsen. Så kan man jo begynde at udforske de andre banantyper, der findes:

– Vi kan bare kigge på et tilfældigt marked i Ecuador. Der kan man vælge mellem 10-15 banansorter, alt efter hvad du skal bruge dem til. Der er madbananer, almindelige spisebananer, pink, sorte og røde bananer, siger Sven-Erik Jacobsen.

Kilde: Videnskab.dk

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler