Her er konditorens bedste råd til julekagerne

Over halvdelen af danskerne giver sig i kast med marcipan og chokolade, når julen nærmer sig. Få konditorens tips til julens hjemmebag.
Julesmåkaer i dåse

Til julehyggen hører der ofte søde sager til og især hos konditorer og bagere mærkes den øgede interesse for kager i julemåneden. Og selvom bagerierne har travlt i denne tid, så giver de gladeligt ud af tips til det lille hjemmebageri også. Det skriver Konditorbager i en pressemeddelelse.

– Rigtig mange kunder spørger til, hvordan man bedst lykkes med klassiske julekager som brunkager, vaniljekranse og klejner. Som bager har jeg selvfølgelig masser af gode, faglige råd, men det første jeg siger til folk er, at de skal tage sig tiden til det, for ellers er det ikke hyggeligt, siger Anette Drengsgaard fra Konditorbager i Bjerringbro.

Sådan laver du de bedste julekager

Er du blandt dem, der ønsker at bage julesmåkagerne helt fra bunden, får du her nogle gode råd.

Tag dig god tid

Sørg for, at processen bliver hyggelig ved at afsætte god tid til det hele. Afsæt altid lidt ekstra tid, hvis du bager med børn. Inden du inddrager børnene, kan du med fordel finde den rette opskrift og stille alle ingredienserne frem. Det vil gøre det hele mere overskueligt og hyggeligt.

Gå ikke på kompromis med råvarerne

Vælg altid de gode råvarer. Pris og kvalitet går som regel hånd i hånd, og kvaliteten vil i sidste ende afspejles i smagen.

Giv dig i kast med klassikerne
Brunkager. Vaniljekranse. Klejner. De tre klassikere hitter år efter år og vil utvivlsomt gøre det igen i år. Følg konditorens tips, så de også bliver et hit hjemme hos dig.

  • Brunkager. De bedste opskrifter på brunkager er de gamle, klassiske opskrifter. Hold dig derfor til traditionen, og husk at bruge smør i stedet for margarine, da det giver den bedste smag. Skær dine brunkager så tynde som muligt, så de smelter på tungen, når du tager en bid.
  • Vaniljekranse. Vaniljekranse skal smage af vanilje. Derfor er det vigtigt, at du bruger vaniljestænger og ikke vaniljesukker, da vaniljestænger giver kagerne den helt gode og dybe smag af vanilje. Byt noget af melet ud med mandelmel, og bag dine vaniljekranse på 210 grader, så der kommer lidt bid i dem.
  • Klejner. Det bedste tip til at undgå tørre og kedelige klejner er at sørge for, at fedtstoffet forbliver præcis 180 grader varm under hele tilberedningen, eksempelvis ved hjælp af at stegetermometer, ellers går det ud over kvaliteten. Om man vælger at bruge palmin, svinefedt eller en smagsneutral olie er et spørgsmål om smag og traditioner, men alle kan anvendes.

Mest læste artikler