Så nemt er det at lave en saftig burgerbøf
En lækker burger kan de færreste sige nej til, men hvis man selv skal lave bøfferne, kan man godt risikere, at de ikke bliver helt så saftige, som man måske havde håbet på.
Men der findes, ifølge Master Chef-dommeren Graham Elliot, en hemmelighed bag, hvad man kan gøre for at lave de lækreste burgere i byen. Og hemmeligheden inkluderer noget så simpelt som en god gammeldags isterning.
”Lav din brugerbøf, og pres så den lille isterning ind i den, så når du griller den, så fastholder den sin fugtighed og undgår at blive udtørret.”
Ved at putte en isterning ind i burgerbøffen, vil isterningen langsomt smelte, når bøffen steges. På den måde vil der blive tilført saft til burgeren.
Graham Elliot fraråder desuden også, at man putter for meget krydderi på burgerbøffen. Han anbefaler faktisk, at man springer både pepper, løgpulver og alt andet over, så det udelukkende er bøffen, der er i fokus i måltidet.
Når bøffen skal steges, er det vigtigt, at man ikke er fedtforskrækket. Steg dem halvt i smør og halvt i olie, og husk altid, at smørret ikke må branke.
Det vigtigste du skal gøre, er simpelthen bare at sørge for at få fat i noget godt og smagfuldt kød. Så har du med isterningetricket en helt vidunderlig burgerbøf.
Velbekomme!