Til 4 personer (opskrift: Mette Arleth)
Det her er en rigtig rustik simreret. Den er nem at lave, men den skal have lang tid på bålet, så sørg for, at du har brænde nok – og gode venner, du kan hygge dig med, mens maden simrer sig færdig.
Ingredienser
• 2 lammeskanke
• 1 løg i både
• 4 upillede fed hvidløg
• 2 gulerødder i store stykker
• 1 pastinak eller persillerod i store stykker
• 1 porre i store stykker
• 1 mørk øl
• 1 håndfuld svesker uden sten
• Frisk rosmarin og timian
• Smør eller olie
Sådan gør du
1. Brun skankerne af i smør eller olie i en dutch oven eller anden tykbundet gryde.
2. Tag dem op, og brun grøntsagerne.
3. Læg skankerne tilbage i gryden sammen med krydderurterne, skub grøntsagerne til side, så kødet er nederst. Hæld øl ved, så det meste af kødet er dækket. Spæd til med vand, hvis du ikke har øl nok.
4. Skær sveskerne i mindre stykker, og tilsæt dem.
5. Sæt låg på, og lad retten simre, til kødet er mørt. Det kan godt tage 1 1⁄2-2 timer, så det er vigtigt, at varmen ikke er for høj. Du kan fx placere gryde eller dutch oven i udkanten af bålet og så dreje den med jævne mellemrum, så varmen bliver godt fordelt. Tilsæt mere vand eller øl undervejs, hvis retten er ved at koge tør.
Retten er færdig, når kødet er mørt. Sveskerne koger ud i sovsen og giver sødme og dybde. Smag sovsen til med salt og peber.
Spis lammeskankene med grøntsagerne og sovsen til, og suppler eventuelt med flad- brød eller pitabrød.
Tip:
Hvis du mere er til vin, kan du selvfølgelig lave samme ret med vin i stedet for øl. Den fungerer faktisk både med rødvin og med hvidvin. Undlad at komme svesker i, hvis du bruger hvidvin.
Nødvendigt udstyr
• Dutch oven eller anden god bålgryde
• Skærebræt
• Kniv
• Grydeske
• Skål eller tallerken
• Bålhandsker
Gør det praktisk:
• Snit grøntsagerne hjemmefra.
Gør det nemmere:
• Køb en pose færdigskårne rodfrugter, friske eller frosne.
Få flere opskrifter

‘Lav mad i det fri’ af Mette Arleth fra Muusmann Forlag.
Som læser af idenyt kan du få 20% rabat på bogen resten af maj 2022. Brug blot koden ‘idenyt’, når du køber bogen her.