Vi elsker hylden for dens smag. Og så er der oven i købet to af slagsen. For hylden giver af sine gaver to gange om året. Se 3 opskrifter med hyldebær og 3 med hyldeblomst her. Og læs om nogle af de historier om magi og trolddom, der knytter sig til hylden.
Når hylden blomstrer, er det midsommer. Over hele landet kan vi dufte den gamle kulturplantes små, fine, hvide blomster og samtidig glæde og undre os over hyldens historie.
Da danskerne dyrkede asetroen, mente man, at gudinden Freja boede i hylden. Og den har da også helt fra gammel tid spillet en vigtig rolle i hverdagslivet. Fx var det godt at have en hyld voksende ved sit hus, fordi den skærmede mod alt ondt. Og nogle steder i landet var der tradition for, at folk i respekt tog hatten af, når de passerede en hyld. Man måtte heller ikke fælde hylden ved sit hus uden at plante en ny, ellers ville ulykken banke på.
Vigtige vitaminer I hylden
En anden forklaring på, at hylden har været omgærdet med respekt, er, at den i knappe tider har hjulpet folk i små kår. De modne hyldebær var et godt kosttilskud, når maden var knap. I dag ved vi, at bærrene er rige på bl.a. det vigtige C-vitamin.
Dertil har hylden lægende egenskaber. Bl.a. virker blomsterne feberstillende. Og de modne bær hjælper forkølede og influenzaramte. De fleste af os har nok fået serveret en kop varm hyldebærsaft, når halsen drillede, og et ældre mundheld siger da også, at i de huse, hvor man har hyld, kål og honning, kommer lægen sjældent på besøg.
Fra blomst til bær
Ud over sit ry som lægeplante er hylden en rigtig nytteplante. Den duftende hyld holder myg væk, og derfor kan det være en god idé at sidde under den blomstrende hyld i midsommernatten – så man måske undgår myggebid. Man kan også sætte et par grene i en vase i sit soveværelse, så de irriterende myg bliver ude.
Når hylden blomstrer, kan du indsamle blomsterskærmene. De kan nydes i frisk stand, eller du kan tørre dem og anvende dem i teer. De er fortrinlige til at lave sommerdrikke og vin af, og en håndfuld blomster i gærdejen giver et velsmagende brød.
Nye hyldesorter
Hyldebusken kan blive op til 5 meter i højde og omkreds. Busken er ikke specielt krævende, men den foretrækker dog en let og fugtig jord.
Hylden kan vokse overalt og sår sig selv, men på planteskolen kan du købe forædlede sorter af hyld, som har større bær og smukt løv. Du kan bl.a. vælge følgende sorter.
Sambucus nigra ‘Sambu’ får kraftigt farvende bær, der modner tidligt
Sambucus nigra ‘Korsør’ er mere mild i smagen og har mindre farveindhold
Opskrifter med hyldeblomst
Hyldeblomstdrik
ca. 20 hyldeblomstskærme
2 citroner i tynde skiver
1 liter vand
1 kg farin
20 g vin- eller citronsyre
1 tsk. Natron
Hyldeblomstskærmene og skivede citroner lægges lagvis i en stenkrukke eller en gryde. Vandet bringes i kog, og heri opløses farinen. Sukkervandet afkøles, og vin- eller citronsyre opløses heri. Sukkervandet hældes over hyldeblomster og citronskiver, som trækker i lagen i 3 døgn. Rør i lagen af og til for at få blomsteraromaen ud i vandet. Saften sies og tilsættes natron. Hyldedrikken nydes spædet op med koldt vand, en skive citron og isterninger.
Hyldekærester
12 hyldeblomstskærme
125 g mel
3 dl ylette eller fløde
2 æg
1⁄4 tsk. salt
1 tsk. vaniljesukker
30 g smør
olie
Pluk skærmene – helst mens de er i knop. Rør mel og ylette sammen, og pisk æggene heri. Smag til med salt og vaniljesukker. Smelt smørret, og rør det i dejen. Dyp de enkelte klaser i dejen, og steg dem gyldne i olie på en hed pande. Spises af stilken.
Brød med hyldeblomster
3-4 hyldeblomstskærme
1 spsk. sukker
40 g gær
2 dl væske (valle, urtete e.l.)
1 tsk. salt
2 æg
ca. 250 g hvedemel
Afrib skærmene. Læg blomsterne i en skål, og drys dem med sukker. Hæld væsken over, og smuldr gæren ud heri. Tilsæt salt og æg, og rør det godt sammen. Drys mel i, til det har opsuget al væske. Ælt dejen på et melet bord, og form det til to runde kuglebrød. Lad dejen hæve i ca. 15 min., og bag brødet i ovnen ved 200 grader i ca. 30 min.
Opskrifter med hyldebær
Hyldebærmarmelade
250 g modne hyldebær
500 g æbler, der indeholder pektin (sure)
1 dl appelsinjuice
ca. 2 dl honning eller sukker
Hyldebærrene ribbes af stænglerne. Æblerne udhules og skæres i småstykker. Bær og æbler sættes over at koge sammen med juicen, og der lægges låg på. Lad det småkoge i ca. 10 min., tilsæt honning, og smag til, mængden afhænger af æblernes surhed. Hvis marmeladen er for flydende, kan der tilsættes et geleringsmiddel.
Blomsterskærme, citron og sukker bliver til en læskende drik
Blomstrende hyldebuske er et smukt syn
De modne hyldebær er fyldt med naturligt C-vitamin
Hyldebærsaft
1 kg hyldebær
2-4 dl vand
1 tsk. kanel
ca. 300 g sukker
Afrib bærrene. Kom dem i en gryde, tilsæt kanel og vand, så det dækker. Vandet bringes i kog, og bærrene simrer i ca. 20 min. Si saften gennem en si eller et klæde, og mål den “tilbage” i den rene gryde. Tilsæt 20 g sukker pr. dl saft. Kog saften igennem, og hæld den på skoldede og rengjorte flasker. Tilsæt evt. konserveringsvæske. Saften kan evt. fryses i rengjorte plastflasker.
Hyldebærsuppe
1 liter hyldebærsaft
1 tsk. reven skal fra usprøjtet citron
1⁄2 liter vand
2 spsk. kartoffelmel
Hyldebærsaft og citronskal opvarmes. Kartoffelmelet røres ud i lid af vandet. Resten af vandet tilsættes suppen, der opvarmes til kogepunktet. Melblandingen tilsættes i en tynd stråle. Suppen er klar til servering, når den har opnået en fyldig konsistens. Serveres med æble- eller pærestykker.