Hindbærtærte med bund af makron og marcipan

Hindbærtærte... Bare ordet og munden løber i vand! Den friske frugt fra danske haver eller fra den vilde natur præsenteret smukt i en friskbagt tærte - det er ren lykke! Her er en superenkel opskrift på den røde tærte.

Hvis der er rigeligt med hindbær i haven eller overflod af hindbær til en overkommelig pris, så er det ikke til at komme udenom at lave en hindbærtærte med flettet låg. 
  
Denne opskrift er et gammelt hit fra idenyt, som en læser fra Holmegaard, Christine Nielsen, har delt med os. Det er en særlig udsøgt variant med makron- og marcipanbund. Tærten går også under navnet: Moster Inges Hindbærtærte.

Hindbærtærte med makron- og marcipanbund

(6-8 personer)

Tærtebund:
150 g smør
100 g sukker
225 g hvedemel
1 æg

Fyld:
100 g marcipan
50 g makroner
250 g hindbær
Evt. lidt hakkede mandler eller nødder

Tilbehør: flødeskum eller cremefraiche
 
Sådan gør du: 
Smuldr smørret i hvedemelet, og bland med sukker. Saml dejen med sammenpisket æg, og lad den hvile i køle skabet mindst 1 time.
  
Rul 2⁄3 af dejen ud, og læg den i en tærteform.
 
Riv marcipanen, og bred den ud over tærtebunden. Knus makronerne, og kom dem på.
 
Drys til sidst hindbærrene og evt. lidt hakkede mandler over.
 
Rul resten af dejen ud, skær den i strimler, og læg dem på kryds over kagen.
 
Pensl strimlerne med sammenpisket æg, og bag tærten ca. 20 min. ved 200°.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler