Denne artikel er oprindeligt udgivet på voresvilla.dk og flyttet til idenyt.dk efter 2018.
Når vi laver mad med gulerødder, bliver de ofte revet i råkosten eller kødsovsen, i skiver i salaten eller suppen, i ovnen med andre rodfrugter eller tilberedt på andre traditionelle måder. Men gulerødder kan bruges i alle typer mad – både i det salte og det søde køkken – og man kan bruge de farverige rødder til at lave lækre og sunde versioner af mange klassiske kødretter som for eksempel… Lasagne.
Derfor får du her opskriften på en skøn og smagfuld gulerodslasagne. Den tager noget tid at lave, men det er hele ventetiden værd!
Det skal du bruge
Opskrift til 6 personer
Tilberedningstid på ca. 1 time og 40 minutter
- 2 kg gulerødder
- Olivenolie
- Timian
- 250 g ricotta
- Saften fra en kvart citron
- Ca. ½ -1 tsk muskatnød
- ½ -1 chili
- 2 fed hvidløg
- 4 dl vand
- 400 g optøet frossen spinat
- Lasagneplader
- Revet cheddar eller anden ost
- Salt og peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 °C. Skræl gulerødderne og skær dem i skiver – evt. på langs. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og fordel olivenolie, timian og salt henover. Bag gulerødderne i ovnen i ca. 30 minutter, til de er helt møre.
- Bland i mellemtiden ricotta med citronsaft, muskatnød, salt og peber.
- Hak dernæst chili og hvidløg fint. Hæld de bagte gulerødder i en skål, når de er færdige. Blend dem til en fin puré med en stavblender. Tilsæt hvidløg, chili og ca. 4 dl vand. Smag til med salt og peber.
- Lav lasagnen ved at hælde et lag gulerodspuré i bunden af et ildfast fad.
- Læg dernæst spinat og ricotta og til slut et lag lasagneplader. Fortsæt således, indtil der næsten ikke er mere puré tilbage. Det er er vigtigt, at lasagnepladerne er dækket af et godt lag gulerodspuré. Afslut med et lag gulerodspuré og revet ost.
- Bag lasagnen i ovnen ved 200 °C i ca. 35 minutter.
Opskriften er skrevet af Marie Klee & Carrotstick-pigerne. Du kan finde mange flere og lækre opskrifter i kogebogen Gulerødder – opskrifter med den sunde rod, der smager himmelsk, der indeholder opskrifter til alle dagens måltider. Bogen er udgivet af Muusmanns forlag og koster 250 kroner.